Nyborg læsere anbefaler

Læsere fra Nyborg anbefaler bøger

Bibliotekarerne står naturligvis altid klar med anbefalinger, hvis du mangler inspiration til den næste læseoplevelse. Men du kan også blive inspireret af de mange andre Nyborgensere, der elsker god litteratur. Se hvad de læser herunder. 
Du kan også selv bidrage ved at sende os dine egne anbefalinger, som vi så ligger på denne side. Send dine anbefalinger til: app@nyborg.dk

Dorit Myltoft, Højskoleforeningen for Nyborg og Omegn
- Jeg kan bedst lide historiske romaner og familiehistorier. Lige nu er jeg i gang med Konstantinopels Fald af Roger Crowley, og jeg står på ventelisten til ”Pigen på Klippen” af Lucinda Riley. Jeg kan anbefale ”Cellisten fra Sarajevo” af Steven Galloway.

Martin Stenmann, folkeskolelærer, byrådsmedlem (S) og i ny og næ Christian d. II.
Jeg sætter stor pris på romaner og biografier med et stærkt element af filosofi, eksistentialisme og spiritualitet, hvor hovedpersonen underlægges livets store spørgsmål. Siden jeg har været teenager, har også jeg læst mange politiske biografier, og de seneste par år har jeg også læst en del bøger om lokal historie. Den sidste bog jeg har læst er "Til himlen og tilbage" af Eben Alexander - en amerikansk hjernekirurg. Han har skrevet en bog om sine oplevelser "På den anden side", mens han lå 7 dage i koma med en bakteriel meningitis, der havde lukket ned for hans hjernefunktioner. Lige nu genlæser jeg "Den 12. indsigt" af James Redfield. Bogen er den fjerde i serien, og jeg er samtidig også i gang med fjerde sæson i en studiekreds på Yogaskolen, hvor vi mødes hver anden lørdag for at drøfte indholdet i bogen. Den næste bog jeg skal  i gang med at læse er "Den hemmelige socialdemokrat". Hvis jeg skulle anbefale to bøger, så bliver det "Don Juans lære" af Carlos Castaneda og "Den fredelige krigers vej" af Dan Millman. 

Torben Hårbøl, formand for menighedsrådet ved Nyborg-Hjulby og tidligere gymnasielærer på Nyborg gymnasium.
- Jeg læser gerne kriminalromaner - men også romaner i det hele taget. Desuden kan jeg godt lide at læse sagaer. Jeg har netop fået den nye oversættelse af de islandske sagaer  i fem bind. Jeg læser lige nu en tysk krimi af Mechtild Borrmann: Den, der bryder tavsheden. Næste bøger, jeg vil læse, er en norsk krimi af Jørn Lier Horst: Jagthundene og en svensk roman af Fredrik Backman: En mand der hedder Ove.  En spændende og anbefalelsesværdig kriminaltrilogi er: Tom Rob Smith: Barn nr. 44, Den hemmelige tale og Agent 6.

Camilla Noble, Cand.mag. i International Virksomhedskommunikation og proffessionsbachelor i ernæring og sundhed. Medlem af kultur og fritidsudvalget, sundhed- og forebyggelsesudvalget og erhverv- og udviklingsudvalget i Nyborg Kommune.
- De sidste mange år har jeg primært læst faglitteratur centreret omkring sundhed, kommunikation, projektledelse og tilrettelæggelse af kampagner. Foråret og sommeren igennem har jeg dog også haft tid til at fordybe mig i skønlitteratur, og her er mine foretrukne genrer krimier og historiske romaner. Da jeg læste Ken Follett bøgerne: ‘Giganternes fald’, ‘Verdens vinter’ og ‘Jordens søjler’ checkede jeg stort set ud af virkelighedens verden i de uger, det tog mig at tygge dem igennem… Virkelig fængslende bøger, som jeg absolut kan anbefale! Camilla Läckbergs krimier har også suget mig ind i perioder – og så er jeg pt. i gang med at læse Elsebeth Egholms triologi om Dicte Svendsen, som bestemt også er anbefalelsesværdig. Foretrækker man noget mere muntert litteratur, kan jeg varmt anbefale bogen ‘Michael Laudrups tænder’, der er en hylende morsom mail-korrespondance mellem Maise Njor og Camilla Stockmann, som jeg har hulket mig grinende igennem de sidste par dage. Den næste bog, jeg læser, bliver sandsynligvis den sidste bog i Ken Folletts The Century Trilogy: ‘På Kanten af Evigheden’, som jeg ser meget frem til at fordybe mig i. 

Christian von Tangen Sivertsen, Sognepræst, Nyborg & Hjulby sogne.
- Jeg har tilfældigvis lige haft to helt forrygende, skønlitterære læseoplevelser, som jeg ikke vil tøve med at kategorisere blandt mine største! Den ene skyldes den nulevende amerikanske forfatter Philip Roth og hans roman ”Enhver”. Det er en bog, der på en befriende, ligefrem og usentimental facon skildrer alderdommens fysiske forfald og dødens uafvendelighed. Det kan lyde trist, men er faktisk det stik modsatte, da bogen er skrevet med en – vil jeg mene - stor, og medfølende humor som klangbund. Dermed fremstår fortællingen på sin egen underfundige og bagvendte måde som en lovsang til livet - til dets både levede og levende mangfoldighed og kærlighed – kortheden til trods! Den anden store læseoplevelse kan tilskrives en anden amerikansk forfatter, nemlig F. Scott Fitzgerald. Han har - ud over romaner - også skrevet noveller, og blandt disse har Hans Hertel udvalgt og oversat et enestående udvalg ”Historier fra jazztiden”. Novellerne er i min lille optik verdenslitteratur på allerhøjeste plan – gribende fortællekunst fulde af sproglig ekvilibrisme! Ellers må jeg nok bryde sammen og tilstå, at det mest er faglitteratur i alskens afskygninger og en særdeles stor og daglig dosis af al-mulig-læsning, der fylder min hverdag. Lige nu læser jeg således Martin Schwartz Laustens bog om reformationen i Danmark, en biografi om Søren Krarup af Mikael Jalving, og på min kones foranledning, en bog om systemisk terapi. Af andre nylige læsninger kan jeg i øvrigt anbefale Henrik Jensens bog om 1. verdenskrig – ”Krigen”. Det er historie med dybdeborende overblik, fortalt med mod til også at fortolke. ”

Kirsia Isabella Olufsen, kunstner, forfatter, sanger, danser o.m.m.:
- Mine foretrukne genrer er faglitteratur, autentiske beretninger, eventyr og poesi. Lige nu læser jeg "100 steder at huske før de forsvinder", "Sy din egen gallakjole" og "Gyldendals store spansk parlør". Den næste bog, jeg gerne vil læse, hvis den findes, er: "Svejsning for begyndere". Jeg vil varmt anbefale: "At dø for at leve" ("Dying to be me") af Anita Moorjani" og "Kan man bide fra sig uden tænder?" af Dorte Bredgaard. 

Malene Refshauge Beck, kulturarvskoordinator, Nyborg Slot
- Jeg læser ret varieret men holder især af historiske romaner, derudover ryger der en del fantasy og faglitteratur og ny(ere) nordisk litteratur. Hvis man holder af en god historisk roman, kan jeg varmt anbefale Hillary Mantels Bookerprisbelønnede bøger "Woolf Hall" og "Magten" om Thomas Cromwells opstigning og fald ved Henrik d. 8s hof. Eller Kim Leines "Profeterne i Evighedsfjorden". Denne sommers bedste læseoplevelse har for mit vedkommende været Hallgrimur Helgassons "Kvinden ved 1000 grader". En fantastisk fortælling om Herra på 80 der ligger i en garage bevæbnet med en håndgranat og en computer og venter på at dø, mens hun planlægger sin sidste hævn og ser tilbage på sit liv gennem det 20. årh. Utrolig morsom og tragisk. Hvis man bare lige skal have en hurtig og sjov læseoplevelse er Erlend Loe´s "Stille dage i Mixing Part" hylende morsom og læst på et par timer.  Lige nu er jeg i gang med George R. R. Martins "En dans med drager" og i en helt anden genre Karen Sybergs "Æblets fortælling". Næste bog på min læsehylde bliver Haruki Murakamis "IQ84".

Janus Møller Jensen, ph.d. i middelalderhistorie og afdelingsleder, Østfyns Museer/Nyborg Slot
- Jeg læser især faglitteratur, krimier, historiske eller fantastiske romaner og fantasy, og det er bedst, hvis det hele kombineres på en gang. Romaner, der åbner op til andre verdener og fantastiske universer er altid interessante. Jeg har lige læst George R.R. Martin´s tre fortællinger fra de Syv Kongedømmer, der er et spin-off fra "Kampen om tronen", og så er jeg midt i "Nattens skygge", der er bind II af Deborah Harkness trilogi om heksen Diana, der sammen med sin vampyrkæreste er havnet i 1500-tallets England. Det er måske lidt tøset, men af en eller anden grund, så fanger den altså, og de mange sider vender sig selv. Ellers har jeg lige kastet mig over Carl Henrik Kochs biografi om Isaac Newton, og jeg genlæser Elisabeth Siberry´s "Criticism of Crusading". Sommerens største læseoplevelse har været Lawrence Norfolks "John Saturnals gæstebud". Jeg glæder mig  til at læse biografien om Robert Louis Stevenson af Claire Harman og Jay Rubensteins "Armies of Heaven" om det første korstog og så tænker jeg at fortsætte nedslagtningen med næste bind i serien om "Kampen om tronen".

En læseoplevelse, der for alvor har bragt mig til en anden verden er Justin Cronins "Den første" og "De tolv". Fantastiske bøger, som jeg ville ønske, jeg havde til gode. Heldigvis er tredje og sidste bind på vej. Det foregår i en postapokalyptisk verden, hvor en slags vampyrer har taget over og de sidste mennesker, der forsøger at overleve i små isolerede samfund, bliver ædt. Glem alt om udødelig kærlighed og hud, der skinner som diamanter i solen. Its a fucking disease and we are all gonna die!

Skal det være mere fredeligt, men ikke mindre foruroligende, så kunne det være Lawrence Norfolks "Lempriéres ordbog" (bare læs Norfolk!) og Susanna Clarke´s "Jonathan Strange & Mr. Norrell" Ja, jeg var svær at få fat på imens, selvom de vist efterhånden har nogle år på bagen. I den første smelter fantasi og virkelighed sammen med en stor konspiration bag en af de vigtigste begivenheder i Europas historie. Sidstnævnte nedbryder virkelig grænsen mellem virkeligheden og "faërie" med den livsfarlige fortabelse det kan medføre. Ellers Carlos Ruiz Zafón "Vindens skygge" og de efterfølgende romaner fra det mystiske og hemmelighedsfulde Barcelona."Himlens fange" er foreløbigt sidste. Jeg læste den lige før sommerferien og glæder mig bare til mere..og så bør alle jo bare læse Josefine Ottesen´s "Helgi Daner" her til efteråret!

Materialer