Læsekredse

Det er både hyggeligt, socialt og lærerigt at læse bøger sammen med andre

Hvad er en læsekreds?
En gruppe mennesker samles og diskuterer en bog, som de har læst i forvejen. Der er typisk 5- 7 deltagere i kredsen, og man mødes typisk med 4 - 6 ugers mellemrum. Bogen vælges i fællessskab, og man skal huske på, at det kan være sundt at læse noget, man ikke tror, man kan lide. Det kan jo vise sig at være rigtig godt. Det vil være en god ide, at man lader det gå på omgang, hvem der bestemmer, hvad man skal læse. På den måde er alle med til at bestemme, og ansvar og praktisk arbejde bliver fordelt. 

Vedkommende kan så også lede mødet, komme med et oplæg og sørge for supplerende materiale. Det lyder jo overvældende, men det behøver det slet ikke at være. For det første vil det være 1-2 gange om året. For det anden skal det jo ikke være et litteraturkritisk foredrag, men lidt inspiration og spørgsmål for at sætte samtalen i gang.

Praktisk tilrettelæggelse

  • Find en bog. Undersøg, om den kan skaffes i det nødvendige antal eksemplarer, hvis ikke, så find på en anden, eller hav en anden titel i baghånden.
  • Bestil bøgerne på biblioteket til afhentning en bestemt dato, f.eks. 1. marts. Det skal være den samme person, der låner hele "sættet". Hent bøgerne på den aftalte dag og del dem ud på mødet før, man skal tale om den. Der er nu ca. en måned til at læse bogen. Supplerende materiale (om forfatteren eller anmeldelse) kan eventuelt lægges ved. På mødet kommer dagens mødeleder med et oplæg for at sætte diskussionen om bogen i gang. Mødelederen kan også undervejs styre lidt, så man ikke fjerner sig for meget fra emnet. Til sidst sørger mødelederen for, at bøgerne leveres tilbage til biblioteket, eller hvem man nu har lånt dem af. På dette møde får læsekredsen så bogen til næste møde med hjem.
  • Nyborg Bibliotek hjælper gerne med at skaffe bøger til læsekredse. Vi har selv indkøbt nogle sæt af romaner, så læsekredsene har mulighed for at læse både nye og ældre titler. Det er altid muligt at låne et sæt bøger, hvis det haster. Der er 8-10 eksemplarer af hver titel i et sæt. Hvis der er behov for det, kan biblioteket forsøge at skaffe ekstra eksemplarer. Vi hjælper også gerne med at skaffe andre titler hjem til læsekredsene.

Sådan gør du:

  • Henvend dig til bibliotekaren og aftal, hvilken bog I vil læse, og hvornår du kan hente bøgerne til din læsekreds.
  • Bibliotekaren booker bøgerne til dig.
  • På den aftalte dag henter du bøgerne og låner dem i ekspeditionen.
  • Lånetiden er normalt 40 dage, men andet kan aftales med bibliotekaren.
  • Når du afleverer, skal alle eksemplarer afleveres samlet.

Find inspiration til samtalerne på forfatterweb