Sådan bruges de selvbetjente biblioteker

Der er selvbetjente biblioteker i Ørbæk og Ullerslev

De selvbetjente biblioteker i Ullerslev og Ørbæk betyder, at du kan benytte biblioteket både i og uden for den bemandede åbningstid. I den bemandede åbningstid er der personale til stede, og de hjælper dig fortsat gerne med at reservere, aflevere og låne materialer samt finde de rette informationer. 

Udenfor den almindelige åbningstid er der ikke personale til stede. Her lukker du dig selv ind på biblioteket, hvor du kan benytte dig af vores faciliteter. Du kan f.eks. aflevere og låne materialer, hente reserverede materialer, læse aviser og tidsskrifter, fotokopiere samt benytte pc og internet. Du får adgang til Det Selvbetjente Bibliotek ved at sætte dit sundhedskort (sygesikringskort) eller lånerkort i kortlæseren ved døren. Døren låses automatisk op, og du kan gå ind.

Alle, der benytter sundhedskort eller lånerkort til at komme ind på biblioteket, bliver registreret med oplysninger om tidspunkt og CPR-nummer. For at benytte det selvbetjente bibliotek skal du være fyldt 6 år. Børn under 6 år har kun adgang sammen med en person over 6 år. Man behøver ikke at være indmeldt som låner for at få adgang. Hvis du tager andre med dig ind på biblioteket, sker det på dit eget ansvar. Det er dit kort, der bliver registreret. Luk derfor kun personer ind som du kender godt. Luk døren efter dig, og giv ikke dit kort til andre.

Videoovervågning
Der er videoovervågning af bibliotekets indgang og på selve biblioteket for at sikre, at der ikke sker noget uhensigtsmæssigt. Videooptagelser bliver behandlet efter gældende lov.

Lån og oprettelse som låner
For at kunne låne, skal du være oprettet som bruger. Er du ikke allerede oprettet, kan du blive det i bibliotekernes bemandede åbningstid - husk at medbringe dit sundhedskort. Til dette knyttes en pinkode efter eget valg. Børn under 14 år kan få et særligt lånerkort. Du kan også oprette dig som ny låner hjemmefra ved at bruge NemID. Se hvordan du gør her

Gebyrer
Du kan ikke betale gebyrer i den selvbetjente åbningstid. Hvis du afleverer for sent, vil gebyr for overskredet afleveringsdato helt automatisk blive overført til senere betaling. Du kan vælge at betale dine gebyrer på to måder:
1. Du kan betale gebyrerne næste gang, du besøger biblioteket i den betjente åbningstid.
2. Du kan også vælge at betale dine gebyrer på hjemmesiden.

Har du brug for hjælp?
Hvis du har brug for hjælp i den selvbetjente åbningstid, kan du ringe til Nyborg Bibliotek i åbningstiden på tlf. 6333 7075. 
Det selvbetjente bibliotek bygger på et tillidsforhold mellem brugerne og biblioteket. Derfor opfordrer vi alle besøgende til at passe godt på biblioteket og holde god ro og orden. Husk at biblioteket er vor fælles ejendom, som gerne skal være til gavn og glæde for alle. Hærværk anmeldes til politiet. Af sikkerhedshensyn må du ikke åbne vinduer og havedøre. Forlad biblioteket inden kl. 23. Hvis du ikke forlader biblioteket, når det lukker kl. 23, udløses alarmen. Der vil være talevarsling før lukketid.

Glemt pinkode/ lockout?
Hvis du på udlånsautomaterne kommer til at indtaste forkert pinkode tre gange, bliver du logget af. Du kan åbne din konto igen ved at ringe til Nyborg Bibliotek i åbningstiden på tlf. 6333 7075.