Det handler om identitet, om at elske og acceptere sig selv for at kunne elske andre; om at overleve efter noget af det alvorligste: svigt i barndommen; det handler om følelsesmæssigt invaliderede voksne, der aldrig lærer det. Og så med et glimt af sollys til allersidst. Måske er der mulighed for lykke alligevel. Efter mange år er Vita Andersen tilbage med en voksenroman med pigen/kvinden Amanda som hovedskikkelse. Amanda bliver i barndommen fjernet fra hjemmet og vokser op på børnehjem og i familiepleje. Oplevelser og minder fra både børnehjem og familie er fortalt i et uhyre enkelt sprog og så uafrysteligt, at de indre billeder er svære at slette igen. Amanda bliver som voksen gift med Thomas fra et miljø, hvor ugebladene blitzer til festerne, man får "ordnet" øjenlåg og bryster, og egoer og forfængelighed er på størrelse med Mount Everest. Amanda finder til slut en mand, der accepterer hende på hendes betingelser. Omgangsformer, dialoger, personer og miljø, - rammerne her tillader ikke et godt eksempel, - alt skildres så selvfølgeligt og naturligt, at man som læser føler selv at have oplevet det. Det er en bog, jeg er glad for at have læst