Lektørudtalelse

Forfatter: Bent Birk Kristensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Henvender sig til læsere af politiske biografier og alle som interesserer sig for aktuelle politiske forhold i Rusland

Beskrivelse

Masha Gessen er russisk-amerikansk journalist og har flere bøger bag sig, men hendes bøger er ikke tidligere udkommet på dansk. Hun lever livet farligt da hun står i skarp opposition til Putin. Bogen er et stærk kritisk partsindlæg om hvad hun oplever som Putins mafiastat og terrorregime. Den skildrer Putins vej til magten fra tiden i KGB og Skt. Petersborg. Hans manglende demokratiske vilje bliver udstillet. Magtmisbrug og brutalitet er en del af hans samlede politiske pakke, og ifølge forfatteren hører mord på politiske modstandere med. Bogen er spændende læsning og kaster lys over en del af Putin og Rusland i dag med mange velunderbyggede dokumentationer, selvom bogen nok er for unuanceret og for meget partsindlæg til at rumme hele sandheden

Sammenligning

Flere bøger skildrer Rusland og Putin, og bogen kan umiddelbart bedst sammenlignes med de 2 myrdede systemkritikere Anna Politkovskaja og Alexandr Litvinenko og deres bøger om Putins Rusland Putins Rusland, 2. udg. 2007, og De sprænger Rusland i luften, 2007

Samlet konklusion

På baggrund af personlige oplevelser under Putins Rusland skriver den amerikansk-russiske journalist et velskrevet og stærkt kritisk portræt af Putin og hans vej til magten