Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Brunbech

Anvendelse/målgruppe/niveau

En flot og indbydende bog til de voksne, mest mandlige, motionscyklister, der på hverdage tramper af sted på de danske landeveje, for i ferierne at kunne bestige de samme legendariske bjergtinder som de professionelle cykelhelte

Beskrivelse

Forfatterne er journalister og ivrige motionscyklister. Den overordnede ramme for deres mange artikler om forskelige aspekter af deres hobby er lokaliteter som Piemonte, Toscana, Dolomitterne, Pyrenæerne og Baskerlandet, hvor motionisterne tager hen og cykler på den samme asfalt som de professionelle ryttere kører på i de store løb, og på de enkelte lokaliteter er der forslag til ruter. Indimellem, og i noget tilfældig orden, er der små artikler om fx overtræning og restitution, åbne eller lukkede ringe, og andet der vedrører det cykelgrej og den træning motionisterne tilgår videnskabeligt og lidenskabeligt. Man finder også interviews med fx kendte professionelle og kyndige mekanikere, der giver gode råd, og med kendte personer, der dyrker sporten. Rigt illustreret med flotte farvefotos

Sammenligning

Jesper Ralbjerg Tyve tinder i Tour de France, 2012, er en tilsvarende flot cykelbog for samme målgruppe, men med større fokus på detaljerede beskrivelser af ruterne over de berømte bjergtoppe

Samlet konklusion

Indbydende bog for læsere med motionscykling som passion, med mange gode billeder og velegnet til pluklæsning om cykelgrej, træning, ruter gennem de høje bjerge og med tips og gode råd fra de professionelle udøvere