Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Prisbelønnet roman om tiden efter første verdenskrig og to franske soldaterkammeraters forsøg på at skabe en ny tilværelse. Især mandlige læsere af historisk og samfundsrevsende litteratur vil more sig over det flabede sprog og den veloplagte historie

Beskrivelse

Frankrig år 1918, 1. verdenskrig er endeligt ovre, hundredetusinder af franskmænd er døde, endnu flere traumatiserede. Alfred og Édouard er bare to af de hjemvendte, men de adskiller sig alligevel fra den gennemsnitlige veteran. Édouard skifter identitet i krigens sidste minutter, hans underansigt, hans stemme og fremtid er forsvundet. Det eneste han ønsker er at dø. Alfred skylder Édouard sit liv, han nægter at forlade ham og påtager sig opgaven som sygepasser med beundringsværdig ildhu. Men livet som krigsveteran er hårdt og slidsomt. De døde soldater hyldes som helte, men ingen tager sig rigtigt af de overlevende. Tilværelsen syner mere og mere dyster, indtil Édouard får ideen til et helt fantastisk svindelnummer, et fupnummer, som vil ændre alt

Vurdering

Velskrevet, sort, sarkastisk og flabet. Tyvernes Frankrig portrætteres nådesløst og skarpt. Der er kælet for detaljerne og det meget aparte og karikerede persongalleri. Ikke en roman for alle, men den rigtige læser vil få en god litteraturoplevelse

Andre bøger om samme emne

Den fine lille kortroman Fire soldater af franske Hubert Mingarelli beskriver også en gruppe soldaterkammerater, men fokuserer på hverdagen og sammenholdet under krigen