Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Lille fin fortælling om kærlighedens komplikationer og om den jalousi og usikkerhed, der gemmer sig lige rundt om hjørnet. Kvinder med hang til romantik, kvindeskildringer og den store kærlighed vil føle sig godt underholdt

Beskrivelse

"Honeymoon i Paris" følger to forhold, som griber ind i hinanden på tværs af et århundrede. Sophie, en ung ekspeditrice fra provinsen, forelsker sig dybt i den omsværmede maler Edouard, men det er svært at elske på tværs af klasser og konventioner og Sophies kærlighed sættes på prøve. Et lille århundrede senere er Liv på bryllupsrejse til Paris, men den længe ventede rejse forløber slet ikke som beregnet. Livs mand David har travlt med forretningsmøder og helt alene opsøger hun et museum, hvor Sophies portræt fanger hendes interesse

Vurdering

En lillebitte kortroman, både i længde og størrelse, men med et hjertevarmt indhold i en veloplagt, velskrevet og romantisk stil. Bogen er en forhistorie til "Hende du forlod", der udfolder Livs og Sophies videre skæbne

Andre bøger om samme emne

Moyes er et kendt navn med feel good-romaner i den bedre ende. Hun kan læses på linje med Cecilia Ahern, Nora Roberts eller Kate Morton. Temaet med de to parallelle historier i hver sit årti kendes også fra Victoria Hislops forfatterskab