Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Klemens Thomhave

Kort om bogen

Genudgivelse af satirisk komedie for alle med interesse for Dostojevskij og russisk litteratur. Bogen vil også være egnet som litteraturpensum for unge på gymnasierne og voksne på HF og VUC

Beskrivelse

En senil fyrste aflægger besøg i den russiske provinsby Mordassov og sætter hele byens magtfulde elite på den anden ende. Byens førstedame Marja Aleksándrovna, der er forhadt og frygtet af alle, udpønser en plan for at få sin 23-årige datter, den skønne Sina, gift med den velhavende fyrste, men byens andre damer og en række forsmåede bejlere komplicerer foretagendet. Fortælleren fører læseren med ind i gemakkerne, hvor intrigerne udspiller sig i løbet af de tre dage, som fyrstens besøg varer. Dialogen er omdrejningspunktet for historien, der kulminerer ved en middag, hvor den møjsommeligt opbyggede plan bliver afsløret for alle

Vurdering

Bogen er en undersøgelse af menneskers psykologiske spil og forfatteren spidder fænomenalt den provinsagtige sladder og bagvaskelse. Man er godt underholdt og samtidig berørt, når slutningen drejer satiren over en i en mere filosofisk retning. Opsætningen og ordforklaringerne gør det nemt at læse den ældre tekst. Oversættelsen er påfaldende frisk og moderne

Andre bøger om samme emne

Bogen er en genudgivelse af Lille Onkels Drøm, der udkom på dansk i 1944 oversat af Ejnar Thomsen. Romanen blev oprindelig udgivet i 1859