Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Fire nyoversatte historier af Fjodor Dostojevskij, hvori han giver farverige beskrivelser af livet i Rusland i midten af 1800-tallet. For alle, der holder af at læse klassiske forfattere

Beskrivelse

Dostojevskijs romaner er legendariske og ikoniske, men i denne bog kan man stifte bekendtskab med hans forfatterskab gennem fire noveller. Den første historie, der også er den længste, er et godt eksempel på det skisma, der også i dag præger opfattelsen af Ruslands udviklingsmuligheder: Skal man samarbejde med og dermed også lade sig præge af Vesteuropa, eller skal man hellere sikre og skærme den russiske kultur fra påvirkning udefra, sådan som slavofilerne fremførte? Dostojevskij mente det sidste, og i denne satiriske historie ønsker han at demonstrere og udstille, hvordan de vestorienterede, zapadnikkerne, gør mere skade end gavn. En af de andre fortællinger, "En dreng til julefest hos Kristus", er nærmest H.C. Andersens "Den lille pige med svovlstikkerne" genfortalt i det fattige Sankt Petersborg

Vurdering

Som læser kan man kun blive grebet af de fine persontegninger og den utrolige fantasi i beskrivelserne af de opblæste og selvfikserede personager. Her gør nyoversættelserne en afgørende forskel for at nå læsere af i dag

Andre bøger om samme emne

Novellerne er tidligere blevet oversat af Ejnar Thomassen og siden George Sarauw helt tilbage i 1950'erne