Lektørudtalelse

Forfatter: Karina Høyer

Kort om bogen

Rebecca og Thomas har netop mødt hinanden og rejser sammen til Etiopien, der sammen med resten af Afrika sætter sig fast på de to. En overrumplende og sansemættet roman om at rejse og være rejsende. For læsere af de store vidtfavnende fortællinger

Beskrivelse

Rebecca har rødder i Ghana og rejser dertil som radiojournalist sammen med sin nye kæreste, Thomas, der er rodløs og på én og samme tid rejser væk fra noget og hen imod noget andet. Afrika bliver omdrejningspunktet for de to unge mennesker, der taler om, lærer af, lever i, og oplever rejsen som en tilstand mere end som en destination

Vurdering

En vild, fragmenteret og sansemættet roman om kærlighedsforhold, identitet, udlængsel og længsel generelt. Sproget er rigt på billeder og skifter i tempo og stil på en elegant og modernistisk facon. Romanen har et autofiktivt eller meta-agtigt lag, hvor Thomas-figuren skriver på romanen Africana og møder andre forfattere og oplever ting, der virker parallelt til virkeligheden. Fortællerstemmen skifter mellem Rebecca og Thomas og læserne skal holde tungen lige i munden, når Thomas Boberg folder sin overrumplende og på sin vis ret vilde fortælling om Afrika ud

Andre bøger om samme emne

Romanen ligger i naturlig forlængelse af den selvbiografiske rejsetrilogi "Rejseminder", der indeholder Sølvtråden, Invitation til at rejse og Americas. Rejsen undersøges også i Bogotana. Råheden og stemningen kan minde om Ejersbos Eksil