Det sker

Stem til Børnevalget NU!

Nu går børnene til stemmeurnerne på Nyborg Bibliotek, Ullerslev Bibliotek og Ørbæk Bibliotek, når der afholdes Børnevalg på børnebiblioteker rundt om i hele Danmark frem til 18. november. Til Børnevalget stemmer børn ikke på politikere, men på deres yndlingsfigurer fra kendte og elskede børnebøger. Valget er børnenes – og fantasien har frit spil!

Af Nyborg Bibliotek

Collage af valgplakater for børnevalget.

Du kan stemme i hele åbningstiden på Nyborg Bibliotek, Ullerslev Bibliotek og Ørbæk Bibliotek.

Kandidater og mærkesager:

  • Anas Hasim: Ja til 100% loyale venner
  • Anton og farmor: Ja til fantastiske eventyr
  • Baby: Ja til at være hvem man vil
  • Holly: Ja til superkræfter
  • Hunden Ib: Ja til at hjælpe andre
  • Lulu Lukøje: Ja til store drømme
  • Møgmis: Ja til retfærdighed
  • Pølse: Ja til selv at bestemme
  • Sol: Ja til at passe på dyrene
  • Tyggegummidamen: Ja til at smide dit tyggegummi i skraldespanden

Efter 18. november tælles stemmerne sammen på alle bibliotekerne, og der kåres en national vinder af børnevalget.

Demokrati i børnehøjde

Mens de voksne gør sig klar til Kommunalvalget den 18. november, får børn nu mulighed for at opleve demokratiet på egen hånd – og med et glimt i øjet.

Børnevalget er mere end bare sjov og ballade. Det er en legende og lærerig introduktion til demokratiets grundprincipper, hvor børn får en smagsprøve på, hvordan det føles at tage stilling og afgive sin stemme. Et vigtigt skridt på vejen til demokratisk dannelse.

Børnevalget arrangeres af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet. 

Så tag dit barn i hånden og kig forbi dit lokale bibliotek!