Modtagelse og indvielse
Modtagelse
Selvom der stadig var negative røster efter indvielsen, var langt de fleste dog forstummet, og Nyborg Bibliotek fik en overvejende positiv modtagelse i både pressen og fagtidsskrifter. Herunder har vi samlet en række citater om det nye bibliotek:
"Vi har ikke hørt til dem, der kritiserede den nye Biblioteksbygnings Ydre. Det er jo tydeligvis bestemt af den fordringsfulde Plads, Bygningen skulde have. Og vi finder, det var klogt handlet af Byraadet at følge den højeste Sagkundskab, naar den valgte dette projekt. (...) Indvendig vil Folkebiblioteket imidlertid aftvinge Beundring; og vel ogsaa i nogen grad Forundring. Beundring over de praktiske og overordentligt smukke Lokaler, og Forundring over, at et saa raffineret Udstyr nu ogsaa virkelig var nødvendig. Men det har det altsaa aabenbart været. Og saa har man jo blot at deltage i Glæden og Stoltheden over, at Nyborg nu har et Folkebibliotek, af hvilket der allerede er gaaet Ry over Landet."
- Nyborg Avis, 16. september 1939
“For de Mennesker, der gennem mange Aar har arbejdet paa at faa rejst en mere tidsvarende og rummeligere Biblioteksbygning i Nyborg, maa det være en Glæde og Tilfredsstillelse nu at se deres Værk fuldendt. Der er nu skabt alt det, man kan forlange af et moderne Bibliotek; Plads, Sol, Lys og Luft, hensigtsmæssige og rummelige Lokaler, og samtidig er der i den smukke Bibliotekspark skabt en Ramme af Skønhed og Opmuntring i det daglige Liv.”
- Nyborg Social-Demokrat, 4. oktober 1939
"Bibliotekets nye Lokaler er noget af det smukkeste og mest moderne i sin Art, en hel Revolution fra de trange og langt fra tidsvarende Forhold i Mads Lerches Gaard, der nu helt overlades Museet."
- Fyens Stiftstidende, 17. september 1939
“Der har været talt en Del om, at dette Bibliotek er blevet for kostbart udstyret. Vi kan ikke være enige med kritikken. Nyborg By, der ikke i Forvejen er synderlig rig paa gode repræsentative Udtryk for vor Tids Bygningskunst, har ønsket at skænke sine Borgere et Hus, indenfor hvis beskedne Ydre et Folkeoplysningsarbejde kan udføres i Omgivelser præget af Aand og Finhed, og har hertil uden Smaalighed bevilget de nødvendige Midler. Og Biblioteket er blevet en Pryd for Byen - og for enhver anden dansk Købstad, der endnu ikke har sin egen Biblioteksbygning - et Ønskebibliotek.”
- Bogens Verden - Tidsskrift for Dansk Biblioteksvæsen, Robert L. Hansen, 21. aargang, 1939
Indvielsen
18. september 1939 blev dørene til den nye biblioteksbygning slået op, så borgerne kunne tage biblioteket i brug.
Da 2. verdenskrig var udbrudt i begyndelsen af måneden, besluttede man sig for ikke at holde nogen stor fejring ved indvielsen. I stedet blev der afholdt en reception for særligt indbudte 12. november 1939.
Ved receptionen sagde bestyrelsesmedlem og stifter af Nyborg Folkebibliotek, Victor Jørgensen: "Vi har i Øjeblikket 1000 laanere, men vi venter flere – og ogsaa flere Bøger. Vi står i Øjeblikket som den By i Danmark, der har det mest moderne Bibliotek og stræber vi ogsaa efter at blive den By, der har de fleste Laanere"
Samme dag som receptionen kunne man også afsløre den nye buste af tidligere borgmester Ludvig Hansen foran biblioteket.