"Mørkeblå ørken"
- - - - - - - - -
Tågen klinede til husmurene som hvide ånder. Det var som om de skreg. Skreg - råbte til verden, at her ikke var plads nok længere. Hver eneste bygning optog hver eneste tilbageværende rest af jordens overflade. Her var ikke plads, her var ikke plads. Til os. Men her har aldrig været mere plads, end nu
... Tågeslørenes nødråb dannede ekkoer, der for evigt vil runge bag kulissens facader som en irriterende baggrundsstøj. Et råb om hjælp der ikke hørtes af verdens travle. Og solen kunne ikke komme til undsætning. Den havde gemt sig bag et slør af mørke himmeltæpper i mange uger nu.
Vi nåede det såkaldte ‘hjem’ i nattens mørke timer. Men jeg følte ingen lettelse, for dagen havde været lang. Længere og længere. Men tiden var vel ikke af relevans … Vi splittede op, hun skulle handle nogle enkle varer, sagde hun. Og da jeg havde låst alle de hundredetyve låse efter mig i lejligheden, smidt den tyndslidte jakke på den gamle stol, trak jeg notesbogen frem fra skjulestedet. For den, den, var grunden til min eksistens. Og med hjertet som et sunket organ sad jeg ved bordet. I lyset fra en enkelt lampe, skrivende:
Vi har glemt hvordan vi lever når ingen ser på. Tænk på vidunderstederne, på alt det vi kunne se! Tænk på alle de bånd vi kunne skabe og de minder vi kunne få! Hvilken fryd … Men i dette liv, omgivet af disse normer, er hverdagen grå. Den er trist og uduelig. For vi har glemt hvordan man lever, når ingen ser på.
Jeg havde en pointe, det vidste jeg, at jeg havde. Men ingen andre forstod.
Væk var jeg i tankernes vigtighed, da hoveddøren gik op. Skridt i gangen.
“Hvorfor er her så mørkt?”
Personligt syntes jeg, at mørket var lindrende. Det dækkede sårene og de grimme mærker. En kontakt blev trykket ned, lys blændede den nedslidte lejlighed fra et lysstofrør i loftet. Det summede. En lyd Thea aldrig syntes at kunne høre. Fandtes den måske kun inde i mig selv? Hun kiggede på bogen i mine blege hænder. Fingre havde flettet sig om den, som lænker eller tremmer der holdt ofret fanget og fast. Ord som nøgle - frihedsbillet.
“Tror du ikke på-” min tunge slog knuder. Kunne ikke danne ord, for den konstante lyd af eget hjerteslag var … distraherende. Hun kiggede på mig. Skråt og underligt. Hun havde aldrig helt forstået. “Tror du ikke på verden som en kapsel?”
Hun sagde ikke noget. Begyndte blot langsomt at sætte varerne på plads, og da hun var færdig hvilte hun hænderne på køkkenbordet, tog styrke og vilje til sig, før hun sagte hviskede et ‘hvad?’.
”Verden kan indeholde smukke dage, men det er sjældent, Thea. Så for dem der aldrig ser, findes ikke skuffelse. Hvorfor skulle jeg sidde i fuldkommen lys, når det eneste jeg ville kunne se, var hvad kapslen gav andre men ikke mig?”
Da hun vendte sig om, var hendes rander under øjnene meterdybe. Kulsorte. Håret hang i smuk brun farve, men i grimme tynde laser. Den såkaldte ‘kapsel’ havde også taget fra hende, skønt hun ikke var nær så klar over det. Så stormede hun pludselig mod mig. Slog, til jeg gav slip på notesbogen, og selvom jeg råbte ad hende, fandt den alligevel sin vej ud ad åbent vindue. Lydene fra gaden strømmede ind. Vind og uhørte bønner. Som en stækken fugl, baskede mine tanker mod jorden. Det røde tunge omslag var en lænke om foden, samtidigt en lænke til eksistensen.
Jeg brugte natten på at gå rundt i gaden og samle papirer op. Det begyndte at regne, og tuschen begyndte at løbe. Ordene græd for mindet om bedre tider.
Jeg havde reddet fem sider. De var tørre, de var intakte. De andre var ikke, men jeg sagde til mig selv, at det var okay - at jeg havde de vigtigste fem tilbage. Alligevel sad jeg ved bordet og afskrev gamle ord til nyt papir, da Thea stod op. Hun slæbte sig ud i den lille gang, ind i køkkenet. Da kaffemaskinen ikke virkede, smadre hun den hvide porcelænskop i vasken. Gik tilbage i seng. Hun var allerede for sent på den … men måske havde hun givet op på fænomenet ’tid’. Ligesom jeg. Hun sagde altid, at vi helt sikkert ikke passede sammen. Men måske var vi mere ens end hun ville erkende.
Da klokken nærmede sig tolv om middagen, stod hun op igen. Cigaretten var let at lugte, allerede inden hun trådte ud af værelset. Sådan stod hun lidt og betragtede mig; slængende op ad dørkarmen til køkkenet. Jeg sad som altid i vindueskarmen.
“Du ved hvor dårligt det er for dig. At ryge.”
Hun pustede røg ud. Som en drage under menneskeartens stress og præstationsangst.
“Hold kæft,” sagde hun bare.
Mens jeg ventede på de følgende ord jeg vidste ville komme, åbnede jeg vinduet ud til Københavns gader. Efterårsbrisen var bidende. Bistik mod kinder. Men den vækkede også sjælen, gav liv og klarede tankerne op. En motorrusten knallert der før havde været længere væk, drønede forbi vores lille lejlighed nede på den hullede vej. Men dens brølende motor døde snart ud. Som årringe i vandet der fortonede. Det var faktisk en ganske smuk dag. Måske var der alligevel en skønhed ved hverdagen ... Thea skuttede sig i den al for store uldtrøje. Hun havde højhælede støvler på, det var sikkert det første fodtøj hun havde fundet, da hun tumlede ud af sengen.
“Du bliver nødt til at gå...”
Det var sådan hun sagde det, Thea. Min ven, min eneste. Og hun lød brødebetynget, tung om hjertet. Så jeg lod mine trætte fødder falde til gulvet, tog min jakke på vej hen til hoveddøren. For hvert skridt mindede jeg mig selv om, at alenetid jo var vigtig at have engang i mellem. At dét galte for et hvert individ.
“Godt så ... Jeg kommer tilbage om en tim-”
“Jeg kan ikke klare,” afbrød hun mig. Stemmen var høj. Hun råbte nærmest. “Jeg kan ikke klare dig mere.”
Cigaretten blev kylet væk, den landede på betongulvet foran komfuret. Gløden døde hen med det samme. “Du tager intet ansvar for lejligheden, jeg er efterhånden den eneste der betaler husleje. Og før du siger, at du venter på et forlag der vil tage dine ting, så lad være!” hun rystede. En skælven der syntes at smitte. “Du ved udmærket godt, at ingen vil have det. Det lort! Og når jeg har brug for dig - du er der aldrig! Så ... vær sød at gå. Find dit eget hul i jorden, den her lejlighed er ikke en mulighed længere.”
Det siges, at alt kan ske i de mørke timer. I de få minutter hvor man lukker øjnene. Alt kan ske. Men hvad med dagtimerne? De er mindst lige så groteske og upålidelige. Det er her mennesket føler sig såret af samfundets kanter. Her man gør irrationelle ting som man måske, måske ikke, vil fortryde i fremtiden. Måske var det det der skete med Thea ... Hun helt simpelt var blevet for træt af samfundets pres. For træt af ugengældt kærlighed til livet. Så jeg gjorde som hun bad mig; jeg forlod lejligheden. Man ville nok undre sig over, at jeg ikke tog ejendele med mig, pakkede en taske som man ser det på film. Men jeg havde intet af ægte værdi, intet andet plastikposen med de fem overskrevne sidder notespapir.
Samme aften, fandt jeg mig selv på Dronning Louises Bro. Solnedgangen fangede verden i en sårbarhed, og vandet virkede til at være i oprør, trods søen var blikstille. Men den var fanget af betonsider, hvis jeg var den, ville jeg danne en bølge. En bølge der skulle vokse sig større og større til den slog op over kanterne, ind over fortovene. Den skulle sluge bygninger og mennesker. Viske tavlen ren ... Men jeg var ingen bølge. Ikke engang en ring i vandet, var jeg. Så jeg satte mig på en af de kolde bænke. Den var fugtig efter et tidligere regnskyl. Man kunne stadig dufte regnen i luften, som en jordagtig lugt. Med ét tændte de gamle gadelygter. Hele vejen ned langs broen. Jeg trak unødvendigt fødderne til mig, da en løber prustende kom forbi. Hans kondisko slog mod stenunderlaget i en rytme af præcision. Jeg sagde hej. Han var væk før han nåede at høre det. Og igen tænke jeg på det, jeg tidligere i dag havde skrevet; at vi, mennesker, har glemt hvordan man lever når ingen ser på. Selv havde jeg opgivet at løbe, da jeg ikke brød mig om blikkene. Løber jeg okay? Ligner jeg en and? En stemme tæt ved mig, trak mig tilbage til efterårsaftnen på Dronning Louises Bro i København.
“Du har hul i strømpen.”
En dame stirrede på min ene, knap så hvide, tennisstrømpe, den stak op af skoen. Der var ganske rigtig hul i ...
“Ja, det er der vist.” Det var en mumlen. Et håb om at hun ikke ville sige mere. Jeg var ikke snaksaglig af natur. Derfor rejse jeg mig også op for at spadsere videre han af broen, men hendes hårde skosåler sladrede om, at hun fulgte efter.
“Hvad vil du gøre ved det?”
Hendes hår var meget krøllet og gik til ørene. Hendes jakke var en mandejakke og fejede næsten det beskidte underlag. Skoene var lilla med lyserøde prikker.
“Jeg ... Smider dem vel ud.”
“Det da synd. Giv dem til mig.”
Jeg stoppede op, så på hende; hun kunne da ikke virkelig mene det?
Klokken var lidt over midnat, og jeg fandt denne gang mig selv siddende på en bænk på hovedbanegården. Mine bare fødder frøs i skoenes hylstre. Et par unge piger stod og drak Thai-latte mens de ventede på et tog. Tyve minutter efter, kom det. Det hvinede mod skinnerne, da det bremsede op. En høj lyd, så åbnede dørene.
Folk strømmede ind og ud. Et mylder af et samfund vi selv havde kreeret. Vi kunne ikke brokke os - for vi var skaberne selv ... De unge piger stod på toget. En af den vendte sig om, måske for at se om alle var med. Vi fik øjenkontakt. Jeg tror jeg smilte, men jeg fik intet i gengæld. Luft, kunne jeg lige så godt have været ... Toget kørte videre, og en trykkende stilhed lagde sig. En utrolig sjælden stilhed, kunne jeg forestille mig. Lige indtil:
“Undskyld? Du sidder på mit tørklæde.”
En lav kvinde i trediverne smilte ubekvemt. Hvor længe havde jeg mon siddet på det lilla uldbånd, før hun havde fundet mod til at sige noget? Jeg rykkede mig.
“Ryger du?”
Kvinden stak en cigaret og en lighter i hovedet på mig.
“Nej tak.”
Thea røg. Det havde hun gjort lige siden jeg mødte hende. Men selv røg jeg ikke. Verden var forurenet nok til, at jeg ikke behøvede en titel som kæderyger, for at dø af lungekræft. Nej, det var måske nok alligevel for mørk en tanke ...
“Venter du på nogen?”
Den lille kvinde blev ved, så det ud til. Hendes kinder var runde, det samme var hendes mave. Alligevel fandt cigaretten mundvigen, lighteren tændte den nødvendige flamme. Røgen blandede sig med verdens fortvivlelse. Jeg svarede hende aldrig. Da hendes tog kom, steg hun ind, men inden hun fortsatte ind i kupéerne, vendte hun sig om og vinkede. Til mig? Kunne det virkelig være, at hun var en af de få tilbageværende? Der levede livet som hun fandt det bedst, så en hverdag fuld af ... muligheder. Jeg rejste mig, skulle til at gå ind i metalsneglen for at finde kvinden igen, da jeg så en skikkelse på balkonen over skinnerne. Hun kiggede på mig. Et ubeskriveligt blik. Thea. Jeg løftede tøvende hånden, vinkede. Hun forsvandt, men jeg vidste, at hun ville komme ned ad trapperne om få sekunder. Bede mig komme tilbage til lejligheden. Til hende, min ven. Da hun nåede mig, tog hun min hånd. Klemte den - det var en ordløs undskyldning. Hånd i hånd gik vi ned langs skinnerne på stationen. Mod de røde trapper der ville føre os op og ud i efterårsnatten. Bag os satte toget i gang. Da det havde forladt banegården, lå tilbage på skinnerne de ødelagte rester af en plasticpose. Og fem overskrevne papirer. Der var vel en glæde og en skønhed ved hverdagen - for dem der ledte længe nok.