”Lyserødt omslag – mørkt papir”

.........

”Jamen, du er nødt til at bestemme dig. Det er din fremtid, ikke min” sagde vejlederen med et suk, kiggede på sit ur og rystede på hovedet.  

”Men det kan jeg ikke. Jeg ved det ikke” svarede jeg forvirret.

Jeg kan mærke angsten overtage min krop. Den vil overtage min krop. Den vil kontrollere min krop, mine handlinger og mit liv. Jeg har lyst til at løbe væk og gemme mig i et hjørne. Gemme mig fra 7,6 milliarder mennesker. Men så husker jeg min mors lange tale, hun holdt i går aftes. Jeg gned mine svedige hænder mod mine lår og tog en dyb vejrtrækning.

”Jeg vil gerne have mere tid til at tænke over det, tak” sagde jeg og nærmest løb ud af kontoret. 

Jeg kunne høre hende råbe efter mig. Men det er ikke noget jeg interesserer mig for at høre. 

I sidste time kunne jeg ikke rigtig koncentrere mig om noget (ikke første gang). Min sidemakker havde tydeligvis ret travlt med Minecraft. Hun er den type, der er født i den forkerte verden modsat mig. Jeg er født i den rigtige verden men bare det forkerte tid og sted. Jeg sad og gloede ligeud. Som om der ikke var en ende i den her verden. Men alting har en ende, kærlighed, glæde og livet. Forstillede mig scenarier som aldrig nogensinde vil ske. Det som man vil kalde umuligt. Men min lille, komplicerede og mærkelige hjerne har ikke lyst til at fatte det. Den vil nok sige ”intet er umuligt”. Nogle gange er det som om at den sætning kontrollerer mig og motiverer mig. Jeg kan høre den sige til mig at alt nok skal gå. At jeg nok skal opnå alle mine drømme. At nogen ting er værd at kæmpe for…  

”Miss Zoe, har du lyst til at være med i timen?”        

”Uhm, hvad Mrs. Janett?” 

”Er du træt Zoe?” 

”Nej” jeg kunne selv høre at det ikke lød som det nej jeg havde i hovedet. 

Hun gav mig et tankelæsende blik som om hun vidste hvad der forgik i mit hoved. (Det ved hun ikke) det er alt for kompliceret til at hun kan forstå det. Hun vendte tilbage til sin computer imens jeg overtænkte med mit lille hjerte, hvad der sker bag det seriøse gamle ansigt. Hvad sker der, hvis hun siger det til de andre lærer og jeg så bliver nødt til at have de mærkelige snakke med dem. 

”Zoe, du ved godt at du altid kan komme til mig hvis der er noget, ikke?”                                          

”Er der noget galt?” ”Har du lyst til at snakke om det? ”... Eller endnu værre hvad sker der, hvis hun skriver hjem. Hvad vil mine forældre sige til det? 

Englebarnet har problemer i skolen, englebarnet er ikke god nok, alle er bekymrede for englebarnet, englebarnet har ændret sig meget på det sidste, hvad er det, der sker med englebarnet, englebarnet som de regner med og tror på at hun bliver noget stort, er hun overhovedet englebarnet mere?  

Gad vide om jeg er den eneste der overtænker alt og laver drømme scenarier i mit hoved. Jeg har altid haft lyst til at spørge nogen om de også gør det, men der er ikke nogen, som er tætte nok til det. Jeg kommer aldrig til at spørge nogen. Jeg har bygget en høj mur rundt om mig selv. Jeg er bange for at komme for tæt på mennesker. Hvis jeg kommer for tæt på nogen og de så knuser mit hjerte, så tror jeg aldrig, jeg vil kunne komme i kontakt med et menneske igen. Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke har nogen venner og det er blevet normalt for mig. Det er heller ikke en hemmelighed, at jeg måske forventer for meget af andre.  

Jeg lever i to verdener. Den ene er perfekt, fyldt med kærlighed, elskende og uskyldig. Den anden er farlig, ødelagt og fyldt med tåge. Jeg håber at du forstår hvorfor jeg gerne ville være en sten i mit næste liv. Hvis du overhovedet tror på sådan noget.   

Jeg vågnede op, da alle skyndte sig ud af lokalet, selvom klokken knap nok havde ringet. De skulle sikkert hjem og hoppe i nogle behagelige joggingbukser og se Netflix. Eller tage på McDonalds med deres venner og spise chickennuggets, klassiker. 

Jeg gik hjem i regnen med høj musik i ørerne og paraply heldigvis. Jeg smilte dumt og mærkeligt for mig selv. Jeg følte mig som en der var i en musikvideo. Det var jeg ikke. Det var en af de mange scenarier jeg lavede i hovedet. Kun en af dem. 

Da jeg kom hjem havde jeg mest af alt bare lyst til at græde mig selv i søvn. Da jeg engang åbnede en lille smule op og sagde det til nogle mærkelige væsener, som jeg troede var min ”venner”. Så begyndte de mærkelige væsener at grine af mig. Jeg ved ikke, om det var fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre eller sige, men de gjorde det og det gjorde ondt. De knuste mit hjerte som et glas. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, måske lidt sympati. 

Jeg ved ikke hvorfor jeg græder mig selv i søvn. Det føles bare så tilfredsstillende. Er jeg okay? Nogle gange kan jeg ikke kontrollere min følelser. Nogle gange har jeg bare lyst til at græde. Der behøver ikke være sket noget. Det har bare været en dårlig Zoe dag. 

Imens min hjerne lavede drømmescenarier, valgte min krop den beslutning at tage det frygtelige papir ud af min taske og skimme det igennem. Konsekvensen var, at jeg fik det dårligere, selvom jeg ikke troede man kunne det. 
Uddannelsesguiden... Gymnasie… STX - IB - HHX - HTX …. Fremtid…  

Jeg vil gerne have det overstået, men jeg fik det dårligt bare at læse det. Hvad så hvis jeg tog det forkerte valg. Det vil ændre hele mit liv. Jeg vil ikke se mine drømme blive knust foran min øjne. Det vil gøre for ondt. For ondt til at jeg kan komme videre. Videre i mit liv.  Jeg vil ønske der var en trailer for en hver beslutning i mit liv (kan du forstille dig det?). Det vil have gjort det nemmere for mig. Jeg vil træffe det rigtige valg, men jeg er bange. Jeg er bange for beslutninger eller det er jeg ikke. Jeg er bange for at træffe det forkerte valg.                     

Man er ikke bange for højder, man er bange for at falde ned. Man er ikke bange for mørket, man er bange for, hvad der er inde i det. Man er ikke bange for at elske, man er bange for ikke at blive elsket tilbage. Man er ikke bange for at prøve igen, man er bange for at det ikke lykkes igen.  

Jeg kan ligeså godt indrømme det. Jeg fik ikke sovet mere end et par timer. (Stakkels mig. Når der ikke er nogen der har ondt af dig, så må man selv have det) Jeg har den vane med at overanalysere hele mit liv, når jeg skal sove og det kan tage ret lang tid. Det er heller ikke ret godt, når man er den type, der ikke glemmer særlig meget. Lad os starte med at overtænke og overanalysere alle de fejl, dårlige beslutninger og pinlige tider i mit liv. Kan du huske dengang du var syg, men du grinede så meget, at der kom snot ud af næsen på dig foran dit crush?

Jamen, så kan du jo lige tænke på det og spilde din skønhedssøvn, som du tydeligvis har meget brug for. Lad være med at blive ked af det. Det er jo bare sandheden.

Behagelige velour stole, detaljer, planter over det hele og efterårsfarver. Miss Marys kontor lignede noget fra en film som Harry Potter. Jeg tror faktisk hun er Harry Potter nørd ligesom mig (Der er ikke noget galt i at være nørd hellere ikke Harry Potter nørd, okay?) Hun er nu også min yndlingslærer. Hun forstår mig. Jeg behøver ikke engang at snakke, for hun ved hvad jeg vil sige. Hun læser min tanker (ret spooky, jeg ved det) og mit kropssprog. Hun ved det, når mit ansigt er et spørgsmålstegn. Hun ved det når jeg er glad. Hun ved det når jeg har lyst til at gemme mig fra den her farlige verden og græde mig selv i søvn. Hun ved, hvordan jeg har det, selvom det ikke kommer ud som giftige ord. 

Det tog hende et par sekunder at læse mig som en bog. En trist, tung og smertefuld bog der ikke kan blive repareret med guldtråd. Lyserødt omslag, mørkt papir. En bog der holder alt for sig selv, indtil den bryder sammen. En bog der troede at verden stoppede når den sov i sin mors skød. Det den ikke vidste var at verden fortsatte, fortsatte uden den. Der er ikke nogen, der venter på den. Det er spild af tid. En ubrugelig, uduelig og værdiløs bog.

”Hvad så lille ven?” spurgte hun med en blød stemme. 

”Sæt dig ned” hun pegede på velour stolene.  

”En kop cappuccino?” hun ventede ikke engang på at jeg åbnede munden og vendte sig straks om. Ok, jeg har måske været her for mange gange. 

Hun kom tilbage og satte sig foran mig. 

”Hvad er problemet?”

Hvordan vidste hun, at jeg havde et problem? Det kunne jo sagtens være, at jeg bare vil sige hej.                      

”Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte henne”. 

”Jeg ved ikke hvad jeg vil med min fremtid. Jeg er bange for fremtiden. Hvad så hvis alt ikke går som jeg har planlagt. Det hele er bare så kompliceret. Hvad skal jeg efter 9. klasse?”                                                                             

Det hele kom som et vandfald fra mig. Jeg kunne mærke tårerne presse på og at min stemme blev hæs, men jeg græd ikke, der er ikke flere tårer tilbage.

”Jeg ved det er kompliceret og svært og jeg ved også at du har rigtig mange drømme. Følg efter de drømme. Giv aldrig slip på din drømme lige meget hvor umulige de lyder. Det er noget af det værste du kan gøre. Du må heller aldrig stoppe med at prøve, så bliver din drømme som støv på et sofabord. Forstår du hvad jeg mener?”

”Ehm”. 

”Pas på din sjæl og vælg det der føles rigtig for dig. Det du vil. Glem nu ikke at du kun er 15 år du har hele livet foran dig. Det er ikke for sent. Hvis plan A ikke lykkes så er der en plan B og hvis plan B ikke lykkes så er der jo 27 andre bogstaver Zoe”. 

Hun smilte på en måde, der fik en til at glemme alt. Ens problemer, lektier, stress og ikke mindst ens kompliceret liv. 

”Jeg tror godt at du ved hvad du skal vælge. Du er bare bange for at det er det forkerte”. 

Jeg smilte taknemligt tilbage. Hun vidste hvad jeg havde i tankerne.  

”Zoe, du skal overveje at gå med solbriller”. 

”Hvorfor det?” 

”Jeg kan se drømmene i din øjne”.