Ny kulturskole for børn og unge

19.07.19
Drømmer du om at danse på tåspids, performe i en musical, gå i lære som ridder, mestre et instrument, male som Picasso eller noget helt sjette?

Alt dette og meget mere kan du komme til med Nyborgs nye kulturskole – Kulturskyen. Fem kommunale kulturinstitutioner har samlet alle deres kulturaktiviteter for børn og unge på den nye hjemmeside kulturskyen.dk, så det er lettere for dig at navigere i de mange spændende kulturaktiviteter og finde lige netop den aktivitet, der passer til dig.

Siden er inddelt i fem kategorier ”dans og drama”, ”sang og musik”, ”skriv og læs”, ”tegn og mal” og ”historie og arkæologi”, så der er noget for enhver smag. 

Besøg Kulturskyen

Du kan gå på opdagelse i kulturskyen.dk her.