Mathias anbefaler: "Det Gyldne Kompas"

03.07.19
Til trods for at jeg ofte læser meget blandet, er fantasy en af de genrer jeg jævnligt vender tilbage til. Noget af det jeg beundrer og drages af ved fantasy, er dens evne til på den ene side at tage læseren med på en virkelighedsflugt til forunderlige verdener, mens den stadig berører de tematikker, som fylder i vores hverdag.

Overnaturligt, men relevant

Selvom drager og hekse kan virke fjernt fra vores virkelighed, tager de fleste fantasy-historier udgangspunkt i det velkendte. J.K. Rowlings populære serie om ”Harry Potter” handler bl.a. om racehad og ”rene racer”, mens Tolkien viser, hvordan masseproduktion og industriel krigsførelse kan ødelægge naturen og arternes hjem. 

Også den britiske forfatter Philip Pullmans fantasyserie ”Det Gyldne Kompas”, som er én af mine absolutte favoritter inden for genren, er en fortælling med afsæt i vores verden.

Højpolitisk fantasy

Trilogien ”Det Gyldne Kompas” udkom i henholdsvis 1995, 1997 og 2000. Serien handler om den forældreløse Lyra Belacque, der rodes ind i en farlig og højpolitisk konflikt omkring det nyopdagede og nærmest magiske stof kaldet ”støv”. På den ene side står videnskabsfolk og frie tænkere og på den anden side står kirken. 

Det, der især gør denne serie interessant og relevant for vores samtid, er dens skarpe billede af, hvor langt nogle magthavere er villige til at gå for at få deres vilje og vinde deres sag, samt hvor korrupt og farligt et samfund kan blive, hvis en enkelt institution eller ideologi får for meget magt. Det er komplekse og sprængfarlige emner, der vist desværre er aktuelle den dag i dag, hvis vi tager et kig rundt om i verden.

Et frisk pust

Men det er ikke kun de store politiske emner, der gør denne serie så fantastisk. ”Det Gyldne Kompas” er en yderst velskrevet fantasyserie med interessante, komplekse karakterer og et meget unikt handlingsforløb, der ikke ligner nogen anden fortælling, jeg kender til. Noget af det, der især gør, at den adskiller sig fra andre fantasyserier, er dens nærmest videnskabelige og undersøgende tilgang til alt det forunderlige. Ingen former for magi eller overnaturlige elementer kan bare tages for givet. Alt må hænge sammen i en større og logisk kontekst, der på én eller anden måde er forbundet med ”støv” og karaktererne stiller konstant spørgsmål til dette. Et frisk pust inden for genren.

Hvis du kan lide ”Det Gyldne Kompas”, er Pullman i øvrigt i gang med en ny trilogi, ”Forestillinger om støv”, der fungerer som en sideløbende historie til ”Det Gyldne Kompas”. Den er ikke helt lige så fantastisk som den oprindelige serie, men den er stadig spændende og værd at læse. Oven i de nye bøger har BBC og HBO snart premiere på ”Det Gyldne Kompas” som TV-serie under bogseriens engelske titel ”His dark materials”. Det skal jeg helt sikkert se.

Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg

Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler ca. en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.

Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i uge 27.
Link til at læse Lokalavisen online.

Læs også interviewet med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018 
Link til interviewet.

Link til alle Mathias' boganbefalinger.

Materialer