Mathias anbefaler: Forfatteren Edgar Allan Poe
Nydelsen ved ubehag
Gys er en mærkværdig genre, som vækker stærkt modstridende følelser hos sit publikum. Gyserfortællingen er ubehagelig og angstfremkaldende, men samtidig giver den os en form for nydelse og spænding, der gør det svært at slippe den.
Genren fik sin store opblomstring i det 19. århundrede, hvor især de gotiske gyserfortællinger vandt stor popularitet ved at kombinere romantikkens fokus på følelser med tilfredsstillende og afskyvækkende uhygge. Det er fra denne genre, vi har ikoniske fortællinger som Mary Shelleys “Frankenstein” og Bram Strokers “Dracula”, men for mig er den bedste gyserforfatter og sande mester af genren Edgar Allan Poe.
Poe (1809-1849) var en amerikansk litteraturanmelder, redaktør og ikke mindst forfatter. Han huskes især for sine groteske og uhyggelige noveller, der har gjort navnet Poe til synonym med gys. Hans fortællinger er så eminent velskrevne, at man tryllebindes fra starten og allerede få sider inde i historien føler tilfredsstillende ubehag og rædsel. Hans noveller er ofte makabre og modbydelige, og han ynder at fortælle fra syndernes og gerningsmændenes perspektiv, hvilket giver et interessant og skræmmende indblik i det sindssyge og psykopatiske sind.
Hvad er virkeligt?
Flere af Poes bedste noveller ligger inden for den genre, som først i det 20. århundrede fik betegnelsen “den fantastiske fortælling”. Denne genre befinder sig midt imellem den forunderlige fortælling, hvor overnaturlige fænomener og væsner som drager og magi er en naturlig del af universet, og den mystiske fortælling, hvor vi bliver præsenteret for noget uforklarligt, der viser sig at have en logisk årsag. I den fantastiske fortælling finder vi derimod aldrig ud af, om de mystiske hændelser kommer fra noget overnaturligt eller fra hovedpersonens sind.
Lige præcis dette virkemiddel gør Poe til en af de mest interessante gyserforfattere. Den udviskede grænse mellem hallucinationer og virkelighed spænder ben for hans karakterer og åbner op for fri fortolkning hos læseren. Intet er givet i Poes noveller.
Hvis du er frisk på at kaste dig over Poe, vil jeg særligt anbefale hans to noveller “Hjertet, der sladrede” og “Den sorte kat”, der begge er stjerneksempler på den fantastiske genre. Herudover er “Maskeraden under den røde død” og digtet ”Ravnen” også blandt mine Poe-favoritter. De er begge en smule mere overnaturlige og symbolske end de to førstnævnte fortællinger, men det er stadig langtfra givet, at hændelserne er virkelige. Fælles for dem alle er, at det er gys i verdensklasse – makabert, afskyeligt og uhyggeligt velskrevet.
