Mathias anbefaler: "Håb – et forsvar for fremtiden"

15.01.20
Så blev det igen den tid på året, hvor vi tager hul på et nyt kalenderår og ovenikøbet også et helt nyt årti. Det sætter refleksionerne i gang; Hvad var det, der definerede 10’erne, og hvad kommer til at definere 20’erne? Hvis du ligesom mange andre går og reflekterer over dette, vil jeg anbefale dig en bog, der kan sætte tingene i perspektiv: ”Håb – et forsvar for fremtiden”.

Bogen er skrevet af Kristian Leth (f. 1980), der er søn af den legendariske filminstruktør, digter og cykelkommentator (m.m.) Jørgen Leth. Ligesom sin far er Kristian Leth en multikunstner, der både kan skrive musiker, skuespiller, filminstruktør og forfatter på sit CV.

Lever vi i en mørk tid?

Vi bombarderes konstant af voldsomme, bekymrende og uhyggelige nyheder fra hele verden, og jeg må indrømme, at jeg ofte selv lader mig påvirke af dem. Jeg begynder at frygte for fremtiden og for den frie demokratiske verden, som jeg er vokset op i. Men er verdens tilstand egentlig værre, end den tidligere har været?

Det er det, Kristian Leth har valgt at undersøge med denne bog, efter at han selv begyndte at mærke de negative strømningers indvirkning på sig selv og sin hverdag. Hans fremgangsmåde er en fin vekslen mellem egne refleksioner og interviews med forskellige eksperter, så den på én og samme tid er faktuel og funderende.

Med et enkelt, flydende og let forståeligt sprog, gør Leth det klart, at tingene er meget bedre, end vi ofte går og tror. F.eks. kan eksperterne berette om, at der i dag er langt færre mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, og at børnedødeligheden er meget lavere, end den tidligere har været. Så vi har faktisk mange ting af glæde os over. Mirakler finder stadig sted, og måske skyldes illusionen om verdens forværrede tilstand i virkeligheden, at vi især i 10’erne har fået lettere og mere konstant adgang til verdens nyheder via de sociale medier.

At håbe er ikke naivt

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare kan læne os tilbage og slappe af, for der er stadig plads til forbedringer. Nej, det som Kristian Leth slår et slag for med sin bog er, at vi skal huske på alle de sejre og gode forandringer, vi har opnået, og begynde at håbe. Ikke mindst for os selv, men også i særlig grad for de nye generationer, som skal forme fremtiden, og som vi skal give troen på, at de kan være med til at gøre en forskel for vores lille planet.

Kort sagt argumenterer bogen for, at det ikke er naivt at håbe. Det er en nødvendighed, hvis vi vil rykke os fremad, og jeg har i hvert fald fået et større håb, efter at have læst Kristian Leths bog.

Om der er sandhed i Leths teorier, vil jeg lade være op til dig som læser at vurdere, men jeg synes under alle omstændigheder, at det er forfriskende med et forsvar for håb, i en tid hvor negative nyheder og dommedagsprofetier står i kø i dit news feed hver eneste dag.

Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg

Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler ca. en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.

Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i uge 03, 2020.
Link til at læse Lokalavisen online.

Læs også interviewet med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018 
Link til interviewet.

Link til alle Mathias' boganbefalinger.

Materialer