
Mathias Anbefaler: Juleklassikeren over dem alle
Julen er traditionernes tid og derfor også klassikernes tid. Radioen spiller de gode gamle julesange og tv-kanalerne genudsender de samme hyggelige familie-julefilm. Gensynsglæden er vidunderlig og bringer mange af os i rigtig julestemning. I litteraturen er der selvfølgelig også juleklassikere og jeg vil denne gang anbefale den historie, der for mig at se er julehistorien over dem alle: ”Et Juleeventyr”, skrevet af en af Englands største forfattere - Charles Dickens (1812-1870) - i 1843.
Først og fremmest var Charles Dickens en fabelagtigt god forfatter – velskrivende og med en helt særlig sans for samfundssatirisk humor, hvor han direkte og mellem linjerne delte øretæver ud til alle samfundets lag. Desuden er hans beskrivelser af 1800-tallets London – en periode hvor byerne voksede med ekspresfart som følge af industrialiseringen – så detaljerede og maleriske, at man som læser nærmest kan lugte stanken, se den disede smog omkring sig og føle kulden til marv og ben.
De gode spøgelser
For det andet er ”Et Juleeventyr” utroligt smuk, stemningsfuld og original. Det er opsigtsvækkende og unikt ved denne julefortælling, at det egentlig er en spøgelseshistorie – noget de fleste nok ikke forbinder med jul – men i modsætning til de fleste gyserhistorier, hvor forfatteren forsøger at skræmmer læseren med ondartede væsner, er spøgelserne i denne fortælling godartede og formålet er ikke at skræmme men at sætte fokus på medmenneskelighed. Så selvom enkelte dele af historien er en smule uhyggelige, vil de fleste sagtens kunne læse den.
Sne og bjældeklang
Spøgelserne til trods, er bogen stadig fuld af julerier og julestemning, der sætter tankerne tilbage på den gode gamle jul med sne, bjældeklang og julehygge, præcis som en rigtig juleklassiker skal, og så er især fortællingen om den lille dreng Tim lige så smuk og hjerteskærende som ”Den lille pige med svovlstikkerne”.
Med utallige filmatiseringer og teaterversioner, er ”Et Juleeventyr” uden tvivl blevet en af de største juleklassikere nogensinde. En smuk, velskrevet og rørende fortælling der i hvert fald er på min top 10 over bedste læseoplevelser nogensinde. Vi har flere forskellige versioner af bogen til både børn og voksne på Nyborg Bibliotek.
Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg
Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler ca. en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.
Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i uge 50.
Link til at læse Lokalavisen online.
Læs også det interview med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018
Link til interviewet.