Lektørudtalelse

Forfatter: Jens Hjøllund

Anvendelse/målgruppe/niveau

Pia Juuls digte har allerede klassiker-status, men de er alt andet end støvede og guldrandede, og deres kombination af inderlighed og vildskab vil også have appel til en ny generation af lyriklæsere

Beskrivelse

Titlen på dette bind samlede digte af Pia Juul, der både markerer 25-året for debuten og forfatterens 50-års fødselsdag, skal tages helt bogstavelig: Det lyriske forfatterskab indtil videre fra Levende og lukket, debuten fra 1985, til den seneste samling Radioteateret fra 2010. Samtidig ligger der også i titlen en fin karakteristik af digtene, forstået på den måde at de ikke sigter mod at være formfuldendte og afrundede, men vil det foreløbige og flygtige. Teksterne taler mange steder fra og med mange stemmer og anlægger en bevidst "skelen" når de skal beskrive virkeligheden: "Har du lagt mærke til/ hvor mange mennesker/der forsøger at se i/ to retninger/ Det er i denne skelen/ at hensigten/ står forklaret". Den karakteristiske flertydighed i Pia Juuls digte benytter sig af løsrevne replikker, brudstykker af ordsprog, talemåder og sange og bevæger sig i den senere del af forfatterskabet også ind i det episke og dramatiske

Sammenligning

Inspirationen fra Pia Juuls særlige "åbne" og talesprogsnære stil finder man også hos en yngre generation af lyrikere som Naja Marie Aidt, Lone Hørslev og Ursula Andkjær Olsen

Samlet konklusion

En flot, foreløbig status over Pia Juuls lyriske forfatterskab, der taler med sin helt egen og uforvekselige stemme - eller snarere som et helt kor af stemmer og tematikker