Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Ry Andersen

Kort om bogen

Inspirerende bogjulekalender om klassisk musik, københavnske barndomsminder og skak samt portrætter af store personligheder, der har vakt forfatterens beundring. Kan læses bredt, men især for interesserede i klassisk musik

Beskrivelse

Peter Dürrfeld er en produktiv forfatter, men især kendt for sine værker om musik og skak, fx Den lille Mozart og 12 skakmyter. Nærværende bog indeholder 24 essays om mennesker, begreber eller fænomener med tyngdepunktet på Dürrfelds interesse og viden om klassisk musik, som han her formidler til læseren gennem komprimerede portrætter af store klassiske komponister og deres værker. Der er bl.a. beskrivelser af Søren Kierkegaard som inkarneret Mozart-fan, portrætter af Mahler, Tjajkovskij, Bach, Schubert, Beethoven, Verdi og Wagner, ligesom man også kan læse om slutspillet mellem de sovjetiske skakmestre, Gary Kasparov og Anatolij Karpov. Illustreret

Vurdering

Vellykket bud på en anderledes bogjulekalender for voksne, som kan skabe glæde og ro i de hektiske decemberdage. Bogen signalerer med sit omslag fra Krohns klassiske Peters jul (Ill. Herluf Jensenius) på alle måder jul, men dens mange positive og lærerige betragtninger og erindringsglimt fra forfatterens eget liv gør, at den med stort udbytte kan læses hele året rundt

Andre bøger om samme emne

Jens Rosendals Julekalender for voksne og Jørgen Carlsens Glædens fest er ligeledes bogjulekalendere, der bringer mere eftertænksomhed og nærvær ind i en hektisk (jule)tid