Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En lille bog om Blixen henvender sig først og fremmest til lystlæsere, som er interesseret i Karen Blixen som person og forfatter. Til opgavebrug kan den bruges som ekstra-læsning, hvis man gerne vil have sat "ansigt" på Blixens værker, men stilen vil nok appellere mest til voksne læsere

Beskrivelse

Her fortælles levende og lettilgængeligt om Karen Blixen og hendes forfatterskab med et fint afbalanceret portræt af en kompleks personlighed. Gennemgangen af hendes værker relaterer sig hovedsageligt til det biografiske og tager os med på rejsen fra Rungstedlund til Afrika og tilbage igen. Sune de Souza Schmidt-Madsen (f. 1979) er uddannet i litteraturvidenskab og har tidligere skrevet artikler om bl.a. Brandes og Bang. Sin viden om Blixen har han dels fra studierne, dels fra en ansættelse som underviser på Karen Blixen Museet. Det kan være derfra, han har sin sikre sans for formidling, hvor han både kan fange interessen og gøre stoffet let uden at være for ensidig eller forenkle for meget. God typografi, fængende omslag og bagsidetekst

Sammenligning

De nyere udgivelser om Blixen med hovedvægt på det biografiske fokuserer på enkeltområder i hendes liv. De almene introduktioner har fokus på hendes værk, fx Borup Jensen: Karen Blixen, 2009, som er glimrende men mest til undervisningsbrug. Så denne nye bog falder på et tørt sted i den ellers så righoldige litteratur

Samlet konklusion

Levende fortalt, let tilgængelig bog om Blixen, hendes liv og værk med hovedvægt på det biografiske. Fin til lyst- og interesselæsning