Lektørudtalelse

Forfatter: Sanna Stagaard Gade

Kort om bogen

Realistisk og stærk fortælling om Sonja og de mænd, hun møder. I kronologisk rækkefølge fortæller hun om dem. Ham, hun mistede sin mødom til, fyre, hun samler op i byen og dem, der bliver til længere forhold. Til både yngre og voksne læsere af ny nordisk litteratur

Beskrivelse

Sonja føler en tomhed i sit liv. En tomhed hun fylder med mænd og sex. Vi følger hende fra teenageårene, som jurastuderende og frem til hendes første ansættelse som jurist. Hun fortæller i kronologisk rækkefølge om alle de mænd, hun er sammen med. Nr. 0 tager hendes mødom, da hun er 16 år gammel, nr. 1 bliver hendes første rigtige kæreste, nr. 2 er en ven af en ven og sådan fortsætter listen. På listen findes der hurtige Tinder-scoringer, ulykkelige forelskelser, bollevenner og et par længerevarende forhold, som hun hver gang har svært ved at blive i. Selvhad, tomhed og depression er faste følgesvende i hendes liv, og sex bliver brugt som et middel til at komme dem til livs. Det er forfatterens debut

Vurdering

Det er en stærk og realistisk fortælling om begær, lyst, brug og misbrug af sex. En bog, der lander lige midt i en Tinder-generation og #metoo-debat. Den er velskrevet og fængende, og de korte kapitler gør den nem at læse

Andre bøger om samme emne

Tematisk kan bogen minde om Sortsyge og Forsvindingsnumre