Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Tre forskellige kvinder kæmper for deres ret til det irske slot Deverill. Romantisk drama om den irske konflikt, familiehemmeligheder, kærlighed og svigt. For læsere af historiske kærlighedsromaner

Beskrivelse

I 1900-tallets Irland danner det smukke slot Castle Deverill rammerne for slægten Deverills liv og levned. Yngste medlem af den engelsk-irske familie, den uregerlige og viljefaste Kitty vokser op omgivet af rigdom, familie og tjenestefolk, hvoraf hendes kusine Celia og den jævnaldrende køkkenpige, Bridie bliver hendes bedste veninder. Kittys opvækst er relativ sorgløs, dagene går med undervisning, selskaber og forelskelsen i den irske dreng, Jack O'Leary. Den irske uafhængighedskrig ændrer imidlertid alt, og tvinger Kitty til at vælge mellem sin engelske familie og sin kærlighed til Irland og Jack. Krigen forandrer også forholdet til Bridie, og deres veje skilles, da Bridie rejser til Amerika for at starte et nyt liv

Vurdering

Montefiore har for længst slået sit navn fast indenfor underholdningsgenren, og dette første bind i en ny serie er ingen undtagelse. Det er en rigtig pageturner med masser af kærlighed og begær, dysfunktionelle familierelationer og et engelsk aristokrati, der kæmper for at fastholde forældede privilegier og traditioner

Andre bøger om samme emne

Romantiske familiedramaer er der nok af, og læsere af denne roman vil også synes om forfattere som Lucinda Riley, Kimberley Freeman, Kate Morton eller Victoria Hislop