Læs "Den syngende kat"

Dette eventyr blev nr. 3 i Nyborg Biblioteks skrivekonkurrence for voksne i august 2025, hvor deltagerne skulle skrive et eventyr i anlednings af 150-året for H.C. Andersens død.

Af Kirsia Isabella Olufsen

Tags

Eventyr

Den syngende kat

af Kirsia Isabella Olufsen

Der var engang - eller rettere - der er snart - og heldigvis før end vi aner - en dreng der får verden til at slå en veritabel koldbøtte . Eller rettere sagt - en varmbøtte...! Og hvis du ikke ved hvad en varmbøtte er, så er det helt naturligt for en varmbøtte af så astronomiske dimensioner har faktisk aldrig fundet sted før... Men lad os starte ved begyndelsen. 

Peter er en glad og frisk dreng der går både til fodbold, svømning OG samspil med sin gyldne saxofon i den lokale kulturskole. Han har været her på Jorden i godt 13 år og glæder sig som så mange andre skolebørn til, at slippe for skolen og gøre lige hvad han vil - inklusive styre en jumbojet, for han vil nemlig være pilot. Hver morgen inden han STÅR i skole - spiser han sin grød og drikker sin mandelmælk. Nu ser du sikkert en tallerken havregrød for dig, og dine tænder løber IKKE i vand, for du ved hvor svær den er at få ned når den er blevet kold og klistret. Og det bli'r den jo tit fordi 13 årige drenge gerne ville blive under dynen så længe som overhovedet muligt. Netop derfor har Peters kloge mor valgt at lave hirsegrød til ham - for den smager nemlig godt både kold og varm - med søde saftige dadler og hakkede cashwenødder i, så Peter spiser altid op inden han styrter ud af døren med sit longboard. Så snart han rammer fortovet springer han på det, suser afsted og er ved skolen på ti minutter. 

Nu ved du lidt om Peter - men det vigtigste har du stadigt til gode: Peter har en kat !!! 

’OG…? - det er der da masser af børn der har har’ – tænker du nok ’- så - hvorfor skal den ha' tre udråbstegn....?’ 

Ja det finder du forhåbentlig snart ud af - men først skal du lige ha' at vide hvad Peter - efter at ha' plaget i (næsten) 100 år fik til sin 10 års jordankomstdag af far og mor: En SMARTphone ! ’Det var da også på tide’ tænker du sikker - for du fik din i dåbsgave - men Peters far og mor synes altså lige at han skulle vente til han blev 10 år. Men SÅ fik han også en rigtig flot en med rødternet hylster, så siden da har han haft den på sig døgnet rundt, og er blevet så ferm, at han selv mens han børster tænder kan være online og checke dit og dat - spil og chat. Det er han stolt af. Men selvom han tit har forsøgt kan han altså ikke kæle med Pedro og samtidigt være online - for det vil Pedro simpelthen ikke finde sig i. Han er nærmest allergisk overfor Peters SMARTphone - for så snart han bare nærmer sig med SMARTY'en i hånden flygter katten ud af rummet – ja helt ud i haven og op i kirsebærtræet (hvor han bare elsker at ligge og vugge på den store gren) 

Det irriterer faktisk Peter lidt - men det glemmer han hurtigt når skærmen atter opsluger ham. 

En mandag sidst i august bli'r familiens morgen helt anderledes end normalt. Mor er i badeværelset sammen med Peters lillesøster Ingrid på 4 - mens hirsegrøden simrer færdigt. Far er lige gået i haven med rugbrødsrester til fuglene og musene da der lyder skrig og skrål oppe fra Peters loftsværelse. Far drøner ind og ta'r trappen i tre store spring (næsten) "Hvad sker der Peter - hvad sker der ???"

Da han kommer in på Peters værelse ligger Peter og græder på gulvet i en mærkelig forkrampet stilling, med frossen albue bøjet i ca. 45 graders vinkel og knæk i nakken som om nogen har slået ham med en kæmpe kølle... 

"Hva'e der los ?" Nu er mor og Ingrid også kommet til – de lægger armen om ham og og forsøger at trøste ham. "Pusser...?" 

"Jeg sidder fast" hulker Peter og tårerne sprøjter - "Mit hoved - mine arme...!!!" Og nu ser de rigtigt hvordan han er totalt frosset i bedste SMARTYstilling som i en dum tegnefilm. 

"Den klarer vi !" Far ta’r resolut fat i Peters hoved - og Ingrid og mor ta'r godt fat i hver sin arm - mens Peter stadigt ligger på gulvet - og så Hiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii-ver de ellers til alt hvad de kan. OG igen HIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii- ver til… og de er så fokuserede på at hjælpe Peter at de slet ikke registrer at han faktisk skriger endnu højere hver gang de hiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii-ver til....for det gør virkelig ondt på ham...Men heldigvis bli'r Ingrid meget hurtigt træt af at hiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii-ve så meget - så hun falder slapt ned på gulvet ved siden af Peter og hjælper ham med at råbe STOOOOOOOOOOOOOOOOP ! 

Mor og far stopper straks og ser opgivende på hinanden..... 

"Jeg dør…" klynker Peter og forsøger at sætte sig op.... "Så hjælp ,mig dog !!!" Far og mor får ham hurtigt på højkant "Sådan. Er det ikke bedre nu ?" 

"Jamen jeg kan da ikke komme i skole sådan her....." Peter er stadigt fortvivlet og dumper ned på sin seng. "Jamen hvornår skete det ?" vil mor vide "- og hvor er Pedro ?" "Det ved jeg ikke... han forsvandt mens jeg var på chatten. Han ville kæle, men jeg skulle jo lige spille færdig - og chatte. Han blev ved men jeg ignorerede ham og - så hvæsede han pludseligt med en kraft jeg aldrig før har hørt – blæste mig nærmest bagover... og så skred han. Og det var jeg glad for, for så kunne jeg spille færdigt i fred og ro. Så det gjorde jeg. Men da jeg så ville lægge min SMARTY fra mig kunne jeg ikke selvom jeg hev og sled med begge hænder…og så faldt jeg om i bar befippelse...". "Nå… men - lad os da lige prøve en gang til - Lone - tag fat i hans hoved" far lyder optimistisk . NEJ NEJ NEJ !!!" skriger Peter - det gør vildt ONDT - STOOOOOOOOOOOOOP !!!" 

"Såh pusser - kom nu med ned og få din hirsegrød - så får du det nok bedre" Mor hjælper ham ned til køkkenbordet, med Ingrid og far i hælene. Ingrid kan altså ikke lade være med at grine... Peter ser bare vildt sjov og mærkelig ud som han tumler sammenbidt afsted med SMARTY'en lige foran næsen - klistret til begge hænder... og far tysser på hende - selvom han også selv har svært ved at holde masken...."TYSSSCH Ingrid - kom og spis" 

"Vi er nødt til at made ham" hvisker mor til far og begynder at made Peter. Han ta'r stille imod - mundfuld efter mundfuld. For på en måde er det lidt dejligt at blive maddet...ligesom da han var helt lille og sad i sin høje stol med en stor orange frottehaggesmæk på. "Ups" der røg en klat ved siden af og landede midt på SMARTYens døde skærm. Mor tørrer den hurtigt af med lidt køkkenrulle. 

"Mæt !" hvisker Peter da tallerkenen er tom. 

"Har du det bedre nu ?" forsøger far. 

"Hvad tror du selv ..." vrisser Peter fra sin forkrampede tiggerstilling. "Du bli'r nødt til at køre mig til skole i dag – ellers… " 

"Selvfølgelig. Men vask lige hænder og børst tænder først. Nåh nej - øhh... det springer vi over. Vil du ha' din kasket på ?" Far forsøger at få den til at sidde fast på Peters hoved, men den bli'r ved at glide af..... "Så smutter vi Lone - kom Peter !" 

Allerede inden de er helt henne ved skolen kan far se, at der er noget riv rav ruskende galt… for der holder mindst hundrede biler foran skolen - og der er en dytten og en dørsmækken og læssen unger ud af biler og ind i skolegården af forældre i massevis; og lange køer af biler der kæmper for at nå hen til skolen.... 

"Hvad i alverden SKER der ???" udbryder far - "Hvad mener du" grynter Peter der jo hverken kan se til højre eller venstre.... "Hvad MENER du ?" 

"Jamen"....far havde lige glemt at Peter overhovedet ikke kan se andet end sin SMARTY's kolde skærm. "Jamen altså - for det første holder vi nu i kø bare for at komme i nærheden af din skole; og for det andet ser jeg et hav af unger - inklusive Lasse - din siddekammerat - der tumler rundt ligeså fastlåste i præcis samme tiggerstilling som dig" 

"A HVADDDD ???" måber Peter 

"Ja - du er ikke alene... det ser fuldstændigt forrykt ud" 

Behøver jeg at sige mere...? Du kan nok godt selv forestille dig det SUPERkaos der blev den mandag i Peters skole.... Næsten samtlige børn fra alle klassetrin var slemt invalideret med deres elskede SMARTY klistret til de fastlåste arme, knæk i nakken og krum ryg... for de ku' selvfølgelig ikke engang selv gå på toilettet !!! Orv - den var værre... (!) Deres lærere havde ikke ligefrem forudset at de skulle rende på toilettet – snart med den ene – snart med den anden - og tørre numser i et væk… Men det blev de desværre nødt til for at undgå endnu større katastrofer...! 

Allerede kl. 9.47 proklamerede inspektør Lund derfor at alle ekstraordinært fik fri kl. 11 den dag. På den måde ku' lærerne slippe udenom det enORME besvær det ville blive at MADE samtlige klassetrin - OG vel at mærke nå det inden spisefrikvarteret var slut. 

Hele den eftermiddag gik derfor med trafikkaos omkring skolen, og først ved 18 tiden var alle skolens elever hentet hjem, krumbøjede og ude af stand til at gøre andet end at gruble over hvad i hele hule hel hvede der var sket - for slet ikke at tale om hvad der skulle blive af dem... Og skolen holdt ekstraordinært lukket resten af den uge.

Da det bli'r lørdag er Peter så led og ked af ikke at kunne noget som helst med den lede SMARTphone klistret til hans fastfrosne overkrop at han kalder på Pedro. Pedro har nemlig været sporløst forsvundet siden den hvæsede så voldsomt af ham i mandags – skønt både mor far og Ingrid har kaldt og ledt over alt ! 

"Hvor er du Pedro...?" klynker Peter fortvivlet...jeg savner dig....Peeeeedrooooooooooo ! PeeeeeeDroooooooooooo........ 

Peter er bare SÅ træt af at glo ind i den ÅNDSVAGE skærm. Træt af ikke at kunne spille saxofon, cykle, fodbold... træt af at savne alle sine kammerater...og Ellen… som han faktisk er lidt varm på - uden at hun altså ved det (tror han. Men det gør hun og hun er faktisk også lidt varm på ham - uden at han ved det. Og det ved hun) 

PEEEEEEEEEEEEEDROOOOOOOOOOOOOOOOOO !!!!!!!!!!!!! 

Pludseligt mærker han en lille varme tunge på kinden - små omhyggelige slik som var han en killing der skal vaskes - "Pedro....hej me' dig"......Peter lukker øjnene og nyder dens søde slikken... brænder efter at aae ham men KAN jo ikke…. 

"Hjælp mig Pedro - HJÆLP mig...!" 

'Det skal jeg nok Peter, hvis du lover at ALDRIG MERE glo ind i din SMARTY når jeg vil kæle med dig - tale med dig – ha’ kontakt’ Pedro taler direkte ind i Peters hoved i form af himmelblå tanker der lyser op. 

"Det LOVER jeg Pedro. 100 !!!!!!" 

*Okay* spinner Pedro *så går vi i gang. LYT* 

Peter ligger helt stille med vidtåbne ører. 

En sælsom tone bevæger sig ud i Peters tagværelse. Den bli'r ved og ved og vokser for hvert sekund. Bli'r mere og mere fyldig og velklingende, dansende og swingende - fejende og legende - ud i alle hjørner - ind i alle kroge - af rummet - og af Peter.... 

Vibrerer først i hans tæer så han kommer til at sprælle vildt og grine… stadigt lidt ked af det....men - ja han kan simpelthen ikke lade være med at kluk le nu - mens tonen kildrer videre op gennem hans ben – danser rundt i hans mave - sitrer i hele hans bryst med en kraft så hans hjerte slår dobbeltslag og han bli'r helt forpustet og gisper… 

Nye forunderlige toner sætter ind - og halsen begynder at smelte......"AHHHHHHH...." stønner Peter..et kæmpe befrielsens SUK..."AAHHHHHHHHHH..." han drejer forsigtigt sit hoved fra side til side - "mirakel"....mumler han mens Pedros sælsomme gennemtrængende sang fortsætter ud gennem hans arme - summer og bruser - presser og PULSERER.. pludseligt overvældende som et helt kor - jamrende - jingende - jodlende....

En vidunderlig varm tonebølge løsner Peters albuer op - først den ene - så den anden...og den klamme SMARTY glider straks ud af hans hænder og lander på gulvet med et ualmindeligt sølle bump… 

"AHHHHHHHH....ÅHHHHHHHHHHHH...MMHHHHHHHHHH" Peter er helt opslugt af sin totale nydelse ved - at kunne bevæge sig frit igen....VINKE !!! - strække sig – klø sig på ryggen - kigge sig omkring og SE PEDRO !!! Hans egen kære vildtfarvede hankat.... En sand tsunami af kærlighed fylder ham da hans øjne favner Pedro, der sidder med lukkede øjne og synger sin forrygende MIRAKELsang ud i hele rummet - huset - og videre ud i hele kvarteret - byen - landet – VERDEN !!! 

For det er lige præcis det han gør. Men det går altså først op for Peter da han ser TV de kommende dage med lange sensationelle reportager fra hele verden. Og da han glad og forpustet ankommer til skolen på sit longboard mandag morgen 1 minut i otte er der ikke skyggen af trafikkaos udenfor.... Alt er (tilsyneladende) som det var - altså FØR KATTEstrofen indtraf... Gården er fuld af børn i alle aldre på vej til første time. De vinker til hinanden, svinger glade med deres store tasker og kigger sig nysgerrigt og eventyrlystne omkring - som var de lige landet på planeten - og Lasse drøner direkte hen til Peter så snart han får øje på ham. "Hva' så ?" "Så hvad ?" driller Peter. 

"Fatter DU noget af det hele ?" Lasse gransker ham. 

"Både og" smiler Peter. ”Jeg har verdens skønneste kat og den har lige givet mig en MEGA lærestreg...der åbenbart hev jer alle sammen med. Ja hele VERDEN. Så du TV i går ? Reportagen fra USA - Kina og Rusland - bjergene af skråttede SMARTPHONES fordi børn og unge pludseligt synes de er MEGA ulækre og klistrede og det kun kan gå for langsomt med at få dem ud af deres liv og destrueret." 

"Ja - og hvor var det bare SKØNT at se så lettede - lattermilde, nærværende og hjælpsomme alle pludseligt er blevet overfor hinanden - selv i Tokyo og Los Angeles. Musik og dans i gaderne. Fest og farver. Lange borde med fællesspisning om aftenmen. Og glade hunde og katte der får masser af kærtegn. Det er bare alle tiders ! Men - Hvorfor skete det lige pludseligt - som med et slag over hele verden… HVORFOR ???" 

”Fordi jeg var ved at forsvinde…mellem hænderne på mig selv… 

Og fordi Pedro er verdens mest geniale - kloge og kærlige kat 

– som sendt fra himlen ! ”