Læs "Eventyret om Nyborgs Hjerte"

Eventyret om Nyborgs Hjerte

Af Christina Pankratz

I. En by med et hjerte

Der var engang en by ved det store bælt, hvor bølgerne slog blidt mod kysten, og vinden bar duften af salt, tang og nyslået hø. Byen hed Nyborg.

Engang, da konger bar kroner, og dronninger talte fra gyldne gemakker, blev Nyborg valgt som stedet, hvor rigets beslutninger skulle fødes. I Riddersalen på slottet blev den første grundlov sat med blæk på pergament; ikke kun som lov, men som et løfte om at lytte til hinanden.

Og som Valdemar Sejr lod borgen rejse, rejste han også noget dybere: et centrum for samling, samtale og samvittighed. Fra tårnene kunne man spejde over Storebælt. Nyborg var Danmarks Riges Hjerte, sagde de. Men hjertet slog ikke i sten, tårne eller voldgravens dyb. Det slog i folkesjælen.

I Nyborg samledes man til danehof, hvor adelsmænd og bønder, præster og købmænd delte ord, og det var netop ordene, der var det vigtigste. Et velvalgt ord kunne løfte en beslutning. Et venligt ord kunne blødgøre en fjende. Et hårdt ord kunne slå som et våben.

Sådan blev talen i Nyborg en del af arkitekturen; lige så vigtig som murværket i slottets og byens mure.

Byen voksede, skiftede hænder, blev krigshavn og kongeby, og senere museum og mindested.

Men ét forblev: det usynlige, levende hjerte, som slog gennem de mennesker, der valgte at tale med hjertet i stemmen. Byens hjerte var dens folkesjæl. Og sjælen blev næret ikke af skatte, men af ord, på skrift og i tale, hvordan folk talte til hinanden, hvordan de tænkte om hinanden, og hvordan de hjalp, når det gjaldt. Der var mange varme hjerter og stemmer i Nyborg.

Men i en tid, ikke så fjern, begyndte hjertet at visne. Mange skyndte sig. De talte og skrev kort, skarpt, nogle gange hårdt. Nogen glemte at smile. Andre skældte ud på mennesker, de end ikke kendte. Og det skete ikke kun i Nyborg. Det visnede alle vegne. I Odense, i Helsingør, i Jelling. Hele Danmark.

Og under Nyborg Slot begyndte noget gammelt at vågne …

II. Pigen med de varme ord

I et lille hus tæt ved torvet boede en pige ved navn Liv. Hun var ikke rig, ej heller lærd, men hun havde et blik og et sind, der kunne varme et menneskehjerte hurtigere end solen kunne tø frost. Hun sagde altid ’godmorgen’ til postbuddet, ’tak og god dag’ til damen ved købmanden, og ’hvordan går det?’ til dem, ingen andre spurgte til.

Hun havde hørt sin bedstemor sige:

’Byen har et hjerte, Liv, men det banker kun, når vi bruger ordene med omhu. Et ondt ord gør hjertet tungt. Et venligt ord gør hjertet let og brusende som Storebælt på en sommerdag.’

Liv troede ikke helt på det med byens hjerte, men hun kunne godt lide tanken. Så hun prøvede altid at gøre byen let.

Men en dag, da stormen lå tung over tagene, og bølgerne blev mørke som blæk, begyndte mærkelige ting at ske. Urværker gik baglæns. Vandet i voldgraven stod bomstille. Og folk ophørte med at tale direkte til hinandens øjne.

III. Stilhedens tåge

Der faldt en slags tåge over byen. Ikke en tåge, man kunne se med øjet men en tåge i hjertet. Folk blev tunge. Smil forsvandt. Selv børnene forsvandt fra gaderne og blev stille.

Og så, en nat, vågnede Liv og hørte det; et suk som kom det fra jorden. Det lød som tusind stemmer, der sukkede på én gang. Hun tog sit overtøj og listede ud. Nede ved voldgraven, hvor man kunne se slottet spejle sig, satte hun sig og lyttede.

Da hørte hun en hvisken, som kom med vinden:

’Byens hjerte falmer … ordene er blevet kolde … du, som bærer varme ord, må hjælpe hjertet.’

Hun kiggede omkring. Ingen var der. Kun stjernerne stirrede tavst, og slottet og månen holdt vejret.

IV. Den usynlige vej

Næste dag efter skole gik Liv på biblioteket, som så mange gange før, hen til en af byens bibliotekarer, Laura, som kendte alle byens glemte bøger og sagn.

’Laura,’ sagde Liv, ’hvad er byens hjerte? Kan det stoppe med at slå?’

Laura lagde bunken med bøger fra sig og betragtede Liv forundret over, at Liv kendte til sagnene om byens hjerte. ’Jo, altså … Det kan stoppe men ikke dø. Det kan falme, og så glemmer vi hinanden. Det er skjult i Nyborgs jord, siger man, men det vises i måden, vi ser på hinanden og taler til og om hinanden. Hør: Hvis du kan samle byens folk og få dem til at tale venligt igen, vil hjertet vågne. Det er som om, vi voksne ikke lytter til hinanden. Måske du med dit dejlige humør og sind kan ændre noget’.

Liv mærkede, hvad hun måtte gøre.

V. De første ord

Hun begyndte med de små steder: bageren, som beklagede sig over melpriserne.

’Tak for brødet,’ sagde hun med smil og betalte. ’Det smager som solskin.’

Han gryntede først. Men næste gang, da hun kom igen, sagde han: ’Godmorgen, Liv’ og smilede og blinkede til hende.

Så gik hun til drengen, som altid sad alene ved voldgraven.

’Skal vi spille bold?’ spurgte hun. Og han nikkede, så solen glimtede i hans sorte hårstrå. Og de spillede bold på torvet. Og drengen fik lys i sine store, brune øjne.

Hun gik forbi gamle fru Gerda, som altid skældte ud fra sit vindue og brokkede sig over alt og alle både på skrift og i tale men aldrig direkte til folks øjne. Fru Gerda sad i sin havestol ved havelågen.

’Jeg beundrer dine blomster,’ sagde Liv og så ind i Fru Gerdas flotte, blå øjne, der gemte sig bag briller og livsklog hud. ’De er så flotte, sikke du har en fin have, og duftene, wow. Den giver mig farverige og gode tanker.’

Fru Gerda sagde intet først og kiggede lidt overrasket og småsurt på Liv. Men næste morgen hang der akelejer, lupin og bourbonroser samlet i en buket på Livs dør med et lille kort: ’Tak for at se mit hårde arbejde med min have’.

VI. Ord bliver til lys

Hver gang nogen sagde noget venligt, skete der en lille forandring: en lampe tændtes, selvom ingen rørte den. En brosten blev varmere. Urene gik fremad igen. Voldgravens vand klukkede lystigt som tusind små, glimtende smil. Et gammelt træ begyndte at skyde nye blade, selvom det var august. Børnene kom ud i gaderne og grinede med hinanden.

Byens hjerte vågnede en lille smule.

Snart begyndte folk at tale mere sammen. ’Undskyld,’ ’vær så god,’ ’det var pænt sagt.’ Man kunne mærke det i luften; den blev lettere.

VII. Et spejl af folket

Folk stimlede sammen. Liv stod på torvet og så dem: alle dem, hun havde talt med, og alle dem, de efterfølgende havde talt med. De talte sammen nu. Lyttede. Grinede. Rakte hinanden hænderne.

I midten af torvet, hvor der kun lå brosten, voksede nu en skinnende, høj sølvblomst op af jorden. Dens blade glimtede som små spejle. Ja, den var faktisk på størrelse med et halvvoksent bøgetræ.

’Det er byens hjerte … Tænk sig, at jeg skulle …,’ hviskede Laura med store, fugtige øjne og måbende mund. ’En blomst, der vokser af gode ord. Den spejler, hvem vi er, og hvem vi kan blive.’

Talen forstummede. Folk stirrede på den skinnende sølvblomst, der langsomt snoede sig op fra jorden under torvet. I kronens mange hundrede små spejle så de ikke kun deres egne ansigter, men deres ord; alt det, de havde sagt. De gode ord lyste som stjerner og spejlede sig i hinanden, blev skudt rundt i refleksionerne. De hårde ord faldt til jorden som visnede blade, der gik i stykker mellem menneskemængdens fødder.

VIII. Nyborgs nye klang

Siden den dag, hvor Liv - Ordbæreren, som de kaldte hende - satte sit sidste vers i vinden, forandrede byen sig.

Der blev lagt små sten i gaderne med budskaber:

’Du er ikke alene’

’Venlighed er stærkere end sten’

’Du er smuk som du er’

’Skriv og tal som det søde menneske du er’

’Et smil koster intet, men varer evigt’

’Hjælp din nabo’

’Giv det gode videre’

’Sig hej til ham på bænken’

De lå der, mellem brosten og skridt, og hver gang nogen læste dem, kunne man se skuldre sænkes og blikke blødgøres. Det var, som om jorden selv hviskede.

Børn begyndte at skrive små sætninger og lægge dem på bænke og ved busstoppesteder. Nogle hang dem på cykler, som små blomsterranker. Og de sagde ordene til hinandens øjne: ’Du er en god kammerat’.

De ældre begyndte at fortælle deres livshistorier, ikke bare til dem, der spurgte, men til alle, der ville lytte. Og lyttere, dem var der mange af nu.

Skoleklasser gik tur til slottet, ikke kun for at lære historie, men for at mærke. Og når de stod der foran den røde kæmpe, fortalte læreren ikke blot om konger og grundlov, men også om Liv, Ordbæreren. Et barn rakte engang hånden op og spurgte: ’Men var hun rigtig?’

Og læreren smilede og sagde: ’Lige så rigtig som de ord, vi alle vælger at sige i dag.’

Byens hjerte var stadig skrøbeligt. Det var som en klang, der ind imellem skulle stemmes, fintunes, gøres mere ren. For at leve i dur, for at bevare den varme, der gled gennem vinduerne og ud i hverdagen. Når en hånd rakte frem, nåede den lidt længere. Når et ord blev valgt, blev det valgt med omtanke. Og ørerne lyttede.

Og Liv? Hun blev aldrig borgmester, politiker, direktør eller noget andet med skilt på døren. Hun var noget større. Hun levede og døde som Ordbæreren; hun bar ikke magt, men mening. Hun mindede dem alle om, at byens sande styrke ikke var at finde i mursten, mønter eller marmor men i de ord, vi giver hinanden.

Liv efterlod blandt mange steder sine ord på biblioteket, ikke som sætninger på papir, men som en duft i bøgernes papir og en klang mellem linjerne. Det var, som om hendes stemme sivede ind i bøgernes rygge og lå der, klar til at vække noget i dem, der læste. Hver gang nogen åbnede en bog, fløj et venligt ord ud; et lille pust af mening, der satte tanker i bevægelse. Hun lagde sine ord i stilheden mellem siderne, i læselampens lys og i papirets bløde knitren, men også i selve luften over Nyborg, hvor ordene hang som usynlige tråde og forbandt mennesker med hinanden, én tanke ad gangen.

Når du i dag går gennem Nyborgs gader og lægger mærke til, hvordan solen falder blidt ind over torvet - det samme torv, hvor konger red i guld og riddere duellerede for ære - da skal du mærke: det er ikke lyset alene, der gør byen smuk. Det er stemningen. Det er stemmerne.

For folkesjælen lever i:
’Godmorgen’
’Hvor er du sej!’
’Undskyld’
’Skal jeg hjælpe?’
’Kom med.’

Men hør nu godt efter.

For verden udenfor byporten larmer. Stemmer råber gennem skærme. Nogle taler så højt, at sandheden selv gemmer sig, som en skræmt mus. Der bliver skældt ud med ord, der føles som sten der kastes, mens hjertet glemmes.

Så næste gang du står overfor en uenighed på gaden, på internettet, ved kaffemaskinen eller hvor som helst, så tænk på slottet i Nyborg, hvor Danmarks første grundlov blev skrevet. Og tænk på Liv, Ordbæreren.

Og folket ville leve lykkeligt til deres dages ende.