Læs "Selkiepigen"

Selkiepigen

af Helena Karimi

Langs de brede irske kyster lå der engang en ø, som nu er for længst sunket under havoverfladen. En lille landsby fandt sted på denne ø, hvor lokale historier ofte hvirvlede fra en moders tunge til et barns øre og blev delt på må og få. Ikke mange af disse
fortællinger overlevede; udover dem om selkierne og deres smukke sælskind.

Selkier var nemlig en abnorm art som på samme tid kunne vække følelser af frygt, ærefrygt, og fascination. På samme gang var de både sæl og menneske, for på havets blå bund var de sæler, og på kystens strand og landets jord kunne de smide deres sælskind fra sig og forvandle sig om til mennesker. Fortrolige var de ikke med mange udover deres egen art omkring deres evner. Sig selv kunne de forvandle, ja, men deres mest eftersøgte evne var den, der gav dem lov til at forvandle tråde af vanddråber om til de mest perfekte perler. Så eftersøgt var deres kunst, at øens mest barske beboere var villige til at jagte dem i håbet om at slavegøre dem for deres evner. At få fanget en selkie i vandet var ikke en nem opgave, for deres finurlige finner bar dem langt længere og
hurtigere end beboernes både nogensinde kunne. At fange en selkie på landet var dog lidt lettere; for hvis man tog deres sælskind fra dem, tog man også deres forvandlingsevne fra dem. Derfor var selkierne påpasselige med deres ture til kysten samt
hvor de gemte deres pels, for ingen vil være så uheldige som selkie-pigen, som fik taget sin pels fra sig.

-

Selkiepigen skyllede op på øens strand, helt alene og dækket af nattens sorte tæppe. Sælskindet lod hun glide af hendes smidige skuldre, der glimtede i månens stille lys. Strukket ud foran sig nu i sandets korn var hendes lange ben, fugtige og bløde. Hendes glatte, mørke hår rakte hele vejen ned over hendes bar og åben ryg, som en slange der snoede sig om hende. Hendes skønhed var ikke jordisk, det kunne enhver, der var så heldige at lade deres blik omfavne hende, se. Dette held befandt sig den aften hos en skovhugger, som på en aftentur kom til at finde selkiepigen. Gemt bag træ og busk kiggede han med øjne så store som solsikker, og han kunne intet andet end bare at kigge. Som en sjælden perle fundet i et østers, havde han fundet en selkie. Han vidste, at hvis han fortalte nogen om hende, så vil de med det samme finde sværd, våben, og lænker frem- og ikke mindst spande med vand som hun kunne forvandle om til perler. Derfor blev hun hans helt egen hemmelighed.

I syv nætter i streg skyllede selkiepigen op på stranden og i syv nætter i streg skyndte skovhuggeren sig ned til stranden. Hver aften trak bølgerne vejret rytmisk, og på deres længste suk leverede de selkiepigen. Så lagde hun altid sit sælskind fra sig sammen med finnerne og knurhårene. Nogle gange forvandlede hun sandkorn om til søanemoner - eller forvandlede sten om til krabber - og andre gange sad hun blot og snakkede med månen, som lovede hende at gemme hende i dets mørke favn. Ofte lod hun en sang eller to glide ud fra instrumentet bag hendes røde læber, og lod både stjernerne og søstjernerne synge med i hendes kor. Skovhuggeren brugte hver af de aftener på at lade sig blive helt mystificeret af dette skønne kreatur. Han turde ikke at nærme sig hende; delvist på grund af en slags skræk der gemte sig i maven på ham, og delvist fordi han ikke vil forstyrre de smukke scener hun skabte.

Hemmeligheden om pigen var han god til at gemme på, men det var ikke nok, for på den syvende nat var hans hoved så propfyldt med drømme om selkiepigen, at det ikke gik op for ham at kongens højrehånd og mest loyale ridder fulgte efter ham på sin tur ned til vandkanten. Mens han var igang med sine royale runder for at se til beboerne og sørge for at fred faldt over landsbyen hver aften, havde ridderen opdaget de samme tunge fodspor der ledte ned til stranden seks aftener i streg. Ud af nysgerrighed og eftersom byen var stille den kommende nat, besluttede ridderen sig for at følge støvlesporene. Han gjorde sit for ikke at blive opdaget, men om det var nødvendigt var ikke klart, for skovhuggerens tanker befandt sig kun hos selkiepigen, der ventede ham. For syvende gang så skovhuggeren hende, og for første gang så ridderen hende. Det var som en hver aften; Havet pustede selkiepigen ud af dets rumlige boblende lunger, så trak hun blidt på skuldrene og lagde sit sælskind fra sig. For syvende gang blomstrede en smeltende tilfredshed i skovhuggerens sind, og for første gange voksede et grumt smil frem på ridderens ansigt bag sit skjold. Ridderen kunne ikke slippe tanken om den indflydelse han kun få, hvis han præsenterede kongen med en selkie; Noget som ingen andre før ham havde kunne gøre. Så mens kærlighedens gus omringede og blændede skovhuggeren, så ridderen sin chance for at nuppe selkiepigens pels. Mens hun trillede rundt på kysten belyst i et svagt sølv lys med sand mellem øjenvipperne, sneg ridderen sig ned hvor sælskindet var blevet smidt længere ned af vandkanten. Selv gennem sine handsker kunne han ane de bløde hår på det tunge pels, da han samlede det op. Men I stedet for at se skønheden der var vævet ind i dette stykke natur, så han kun den dyrebare værdi han kunne tage fra den. Mens selkiepigen dansede og sang og skovhuggeren lod sig fortrylle af hende, gemte ridderen sælskindet i et hul ved et gammelt træ inde i skoven. Hullet ledte ned til træets tykke og snigende rødder, som viklede om sig selv af flere omgange. Ingen vil have en grund til at kigge dernede, tænkte ridderen, der er intet andet at se end et ældre træ.

Mens ridderen forsvandt ind i skoven, var selkiepigen blevet træt og øm i benene. Hendes hud var blevet helt tør, hendes arme tunge. Men da hun ledte efter sit skind, var det ikke til at blive fundet. Hun smed sig selv i sandet og pludselig følte hun, at hendes
luftveje var blevet fyldt med saltvand. Skovhuggeren forstod ikke af første omgang hvad der havde fået hende til at gå ud af sit gode skind, men snart gik det op for ham, hvad der præcist var galt. Sten blev væltet omkuld, stranden blev gravet panisk i. Bar og kold med kun månens glød til at betrygge hende bevægede hun sig med rystende ben. Skovhuggeren var som låst stille med ingen idé om, hvad han skulle gøre. Skulle han gå ned og hjælpe hende med at lede? Vil det ikke kun skræmme hende yderligere? Vil hun ikke bare mistænke ham for at have taget pelsen?

Mens han gjorde sig alle disse tanker og lod spørgsmålene tage over, dukkede ridderen op på mørkets strand igen- Denne gang lige bag selkiepigen. Hun nåede slet ikke at reagere, da et par hænder tog hårdt fat om hende. Med en svækket sind og i en krop hun ikke ofte beherskede, havde hun ingen chance for at kæmpe tilbage. Skovhuggeren, som altid, kunne intet andet end bare at kigge på.

-

Morgengry faldt over den idylliske landsby, men på kongens palads var der intet idyll til stede. Ridderen havde fået selkiepigen transporteret til slottets underjordiske kamre. I et rum bestående af intet andet end smuldrende grå mursten og et lille rektangulært vindue fik selkiepigen sin dom at møde. Da ridderen først havde fortalt den første af kongens hof, om hvad - eller rettere hvem - han havde formået at fange i nat, gik der ikke længe før kongen blev vækket. En storm af mænd i jern og metal skyndte sig ned til det lille kammer selkiepigen var i som en fugl i et bur. De tårnede sig over hendes nøgne krop der lå på gulvet. De snakkede blandt sig selv og hinanden, som om hun slet ikke var der. Ridderen havde selvfølgelig ikke ladet den vigtigste detalje glippe - nemlig at hun var en selkie - men kongen skulle have bevis på, at det virkelig var en sandhed. Dermed blev tjenestefolket sendt efter at hente noget vand for at se, om ikke hun kunne forvandle dråberne om til de fineste perler. Kongen bad hende om at rejse sig og beordrede hende om at vise sine evner frem. Det eneste svar der kom fra hende var fra hendes blege krop, som rejste sig og faldt sammen mens hun trak vejret, som en rytmisk og anatomisk melodi. Denne melodi blev dog erstattet af en anden; nemlig hendes hulken og gråd. Kongen åbnede sin grove mund men lukkede den sammen igen da han opdagede, at der ikke løb tårer ned af selkiepigens røde kinder men perler i stedet.

Hvide, lyserøde, og lilla perler flød ned på gulvet og gav lyd fra sig, som en voldsom hagl i de dybeste vintre. Tjenestefolkene skyndte sig at tømme en af spandene ud af det lille vindue for at gå i gang med at samle de små skatter. Mere end tilfreds og
med en stor latter annoncerede kongen, at deres ø nu ejede en rigdom som ingen andre. Han vendte sig mod ridderen og spurgte ham om, hvilken betaling han vil have for at levere så fornem en gave til paladset. Ridderens ønske var enkelt og svaret gav han
hurtigt: Han vil giftes med selkiepigen.

-

Syv år senere stod den irske ø stolt med perler helt op til hagen. De rigeste blev rigere end før, og landsbyen var blevet styrket som resultat af øget ædelstenshandel med andre byer. Selkiepigen levede ikke længere i det lille grå rum under slottet men i stedet i et fornemt hus inde i skoven med sin mand - ridderen - og syv børn. Ridderen ønskede at mindske sin kones længsel efter havet så vidt som muligt, derfor valgte han et hjem blandt grønne træer, hvor ikke engang et glimt af stranden kunne skimtes. Et af
værelserne i huset var blot et rum med et hjul, som hun skulle bruge til at spinde tråde af vanddråber om til de skatter kongehuset ikke kunne få nok af. Skovhuggeren kom engang imellem forbi huset blandt træerne og så selkiepigen med sine børn i deres have. Glæde fandt hun kun i favnet på hendes døtre, langt væk fra hjulet inde i huset. Med tiden blev hun blegere, hendes hår lysere, og hendes krop mindre. Dog voksede hendes længsel efter sit hjem - for havets hemmelighedsfulde dybder. Et sted hendes børn aldrig vil få lov at lære kende og udforske.

Et stort træ inde i skoven var ved at rådne. Bladene var blevet grå, og de hang melankolsk fra træets arme. Det var blot et spørgsmål om tid inden det rådnede helt og røg ned. Flere beboere var bekymret og bedte om at få det hugget ned, derfor beordrede kongen at skovhuggeren skulle fjerne træet. Da skovhuggeren fandt det dystre stykke natur, kunne han ikke lade være med at beundre skønheden i det, selv da det var ved at kollapse i sig selv som en stjerne i supernova fasen. Han kiggede op blandt krogene,
distraheret af de to fugle i toppen der fløjtede en trist sang. Skovhuggeren mistede sit fodfæste og trådte ned i et hul, hvor træets rødder gemte sig. Han fik sig selv trukket op af hullet, og da han kiggede ned i det et kort øjeblik, fangede han synet af noget der glimtede i det hule mørke rum. Først troede han, at det var et dyr, men det rørte sig slet ikke. Forsigtigt rakte han sin slidte hånd derned, indtil fingerspidserne rørte den bløde pels, glat under hans ruge berøring. Han samlede den op, og det var kun da sollyset, der spejdede gennem træets høje kroge, ramte pelsen, at det gik op for ham, at det var selkiepigens sælskind.

Med de samme tunge skridt der bar ham ned til stranden de syv aftener for syv år siden, løb skovhuggeren til ridderens hus. Sælskindet holdte han til sit barm som en nyfødt, skrøbelig og varm. På verandaen sad selkiepigen i en hvid kjole med en
svaneunge i skødet. Skovhuggeren kunne nemt genkende hende, men det samme gjorde hun ikke. Skeptisk og skræmt rejste hun sig, mens hun lagde svaneungen påpasseligt fra sig. Skovhuggeren stoppede brat op, og med begge arme rakte han ud mod hende og præsenterede hende for sælskindet. Som honning i solen smeltede hun med det samme ned på knæ og omfavnede pelsen. Perler strøg ned af kindbenene på hende og ned i græsset. Hendes greb på skindet var så tæt og voldsomt, at hendes knoer blev næsten ligeså hvide som hendes kjole. Langsomt rejste hun sig op, og denne gang vaklede hun ikke. Hun strøg blidt skovhuggeren på kinden og efterlod et glødende kys på det.

-

Med sine syv børn med sig, gik selkiepigen ned til kysten. Hun stoppede kun op da det kolde kys af havets lave bølger nåede hendes fødder. Det var en umulighed at kunne tage alle syv døtre med hende, derfor forvandlede hun fem af dem om til søanemoner. Selkiepigen trak pelsen over sine skuldrer, og med et barn under hvert arm lod hun sig synke ned i vandet og lod finnerne bære hende afsted. På samme måde som man aldrig glemmer det bekendte lune knus fra ens moder, glemte selkiepigen heller aldrig sælskindets og havets lindrende favn.