Til alle forældre: Læs lidt. Giv meget.
Som forældre kan du gøre en større forskel for dit barns læselyst, end du tror, og det behøver ikke være svært! Derfor har Danmarks Biblioteker udviklet denne kampagne med inspiration til, hvordan I skaber mere læselyst i familien.
Af Nyborg Bibliotek
Hjemmets læselyst og en tidlig introduktion af sprog og bøger, kan have indflydelse på barnets læselyst gennem skoleårene, hvor flere børns læseglæde ellers falder. Så ved at gøre læselyst til en naturlig del af hjemmet og hverdagen, kan du spille en stor rolle i, om dit barn udvikler og bevarer lysten til at læse.
Du er vigtig! Men hvad skal du gøre?
Det kan faktisk ikke understreges nok, hvor vigtig du er for dit barns læselyst - men vi forstår godt, hvis det er lidt uoverskueligt. For hvad kan du egentlig gøre - helt konkret - for at hjælpe dit barn? Herunder finder du nogle gode tips.
1. Læs selv
Der er en klar sammenhæng mellem forældres egen læsning og barnets lyst til at læse. Når dit barn ser, at du læser en bog, avisen eller et magasin, sender det nemlig et vigtigt signal: Læsning er noget, voksne også gør, fordi det er interessant og giver værdi.
2. Byt skærmtid ud med lyttetid
Der er en negativ sammenhæng mellem skærmtid og børns læseglæde: Børn med meget skærmtid har generelt mindre lyst til at læse. Hvis dit barn bruger skærmtid til at slappe af efter en lang dag, kan I prøve at lytte til en lydbog i stedet. Det er ikke snyd med lyd!
3. Gå på biblioteket
Der er en tydelig positiv sammenhæng mellem børns biblioteksbrug og deres læseglæde. Når du tager dit barn med på biblioteket, kan det selv vælge bøger, blive inspireret og opdage nye interesser. Samtidig bliver læsning en fælles aktivitet, som forbindes med hyggelige oplevelser.
4. Omgiv jer med bøger
Jo flere bøger børn har omkring sig, desto større er sandsynligheden for, at de får lyst til at læse. Et hjem, hvor bøger er synlige og bliver brugt, viser barnet, at læsning har en naturlig plads i hverdagen.
På biblioteket kan I låne lige så mange bøger, I vil. Der er ingen begrænsning. Så du kan roligt slæbe hele serien om Gurli Gris eller Minecraft med hjem fra biblioteket, næste gang I kommer forbi.
5. Tal om det, I læser
Forældre taler ofte med deres børn om skole og læring, men langt sjældnere om selve læseoplevelsen. Samtaler om bøger, historier, personer og handling kan styrke barnets interesse for læsning. Spørg dit barn, hvad der var spændende, sjovt eller overraskende i bogen. Del dine egne læseoplevelser, og vis nysgerrighed over for det, barnet læser.
6. Vælg de bøger, som barnet kan lide
Det vigtige er ikke, om det er en særligt anmelderrost eller prisvindende børnebog. Det vigtige er, at barnet synes, det er sjovt at læse. I øjeblikket er særligt sjove bøger og graphic novels populære - og tegneserier og graphic novels er også læsning. Det hele tæller! Så find et emne eller en genre, som dit barn kan lide.
Bare læs lidt - det giver meget!
Kh. Bibliotekerne