Vinderne fra 4. klasse på Nyborg Friskole.
Vinderne fra 4. klasse på Nyborg Friskole.

Her er vinderne af EDIT24 i Nyborg

28.02.24
Onsdag 28. februar afholdte vi Lokalfinale i EDIT24 - en filmkonkurrence for 4.-7. klasse. Vinderne blev 4. kl. fra Nyborg Friskole og 7.b fra Vibeskolen. Begge klasser går videre til den fynske finale onsdag 20. marts 2024.

Lokalfinalen i Nyborg blev i år afholdt på Bastionen for et rekordstort antal deltagere - 296 elever fra 14 forskellige klasser i Nyborg Kommune.

Eleverne i 4.-5. klasse skulle lave en animationsfilm, mens eleverne i 5.-6. klasse skulle lave en realfilm.

Bedste film vindere

4. klasse - Nyborg Friskole

Filmtitel: Max's drøm

Begrundelse: Vinderholdet har lavet en rigtig flot animationsfilm, som overholder alle de krav, der blev sat, samtidig med mange flotte og ikke mindst sjove detaljer. Juryen giver prisen for bedste film på baggrund af den flotte scenografi og rummelige opbygning som nærmest giver en 3D-effekt. Deres brug af sort/hvid til at illustrere gamle dage, fungerede rigtig godt. Historien er afrundet med et godt historieark med både begyndelse, midte og afslutning.

7.b - Vibeskolen

Filmtitel: Karma

Begrundelse: Prisen går i år til en komplet og afrundet historie. Filmteknisk fungerer filmen rigtig godt. Der er gjort brug af både nær- og totalbilleder og gode lydeffekter. Skuespilspræstationerne er fremragende, og filmen har på trods at det alvorlige emne også en humor, som fik juryen til at grine. Højlydt.

2. pladsen - Bedste film

4.b - Nyborg Private Realskole

Filmtitel: Dengang far var ung

Begrundelse: Prisen går til en gruppe som brugte temaet ”gamle dage”. Stilen minder lidt om ”Sallys far” bøgerne, hvor faderens barndomserindringer er overdrevet. Man fik ex. ikke bare slik, men bjerge af slik og der var ikke bare sne, men bjerge af sne. Derudover mestrede de at lave en animationsfilm med masser af flotte detaljer både ift. lyd og klipning.

6. kl. - Birkhovedskolen

Filmtitel: Perfekt

Begrundelse: Prisen går til en gruppe, som teknisk havde lavet en rigtig god film. Der er tænkt over effekterne (eks. fungerer intromusikken rigtig godt og fader lige så stille ud, god lyd uden for meget baggrundsstøj). Derudover har filmen et vigtigt tema, da den tager fat i den perfekthedskultur vi desværre ser blandt vores børn og unge.

Juryens specialpris

4.a - Birkhovedskolen

Filmtitel: Historien om flyveturen

Begrundelse: Specialprisen gives til et filmhold, som er lykkedes med at lave nogle fine detaljer i animation. Fx er der en stor detaljegrad i ansigtsmimik og de tøjmæssige finurligheder. Historien er uafsluttet og derfor får den ikke førstepladsen.

6. kl. - Birkhovedskolen

Filmtitel: Alis udvikling

Begrundelse: Specialprisen gives i år til en film, som gør brug af et velfungerende flash back, hvor vi ser venindernes gode tid sammen. Derudover var der tænkt over brugen af skiftende skuespillere, da historien springer i tid. Det lidt overdrevne brug af voksenskuespillere trækker dog lidt ned.

Generelt om EDIT24

EDIT24 er en fynsk filmkonkurrence for 4.-6. klasse arrangeret af FilmFyn med støtte fra bl.a. Kulturregion Fyn og Kulturministeriet i samarbejde med 9 kommuner på Fyn - herunder Nyborg Kommune. Konkurrencen giver fynske skolebørn mulighed for at lave deres egne film på mobil og tablet, og eleverne står selv for det hele fra idé til færdigredigeret film.

Inden lokalfinalen fik hver klasse til opgave at nominere 2 af klassens film til lokalfinalen. Herefter blev de to vinderfilm udvalgt af en jury bestående af Marianne Wismar Mühring og Andreas Havelund fra Nyborg Bibliotek.