Det sker

Oplev rejseudstillingen ”Ordets Magt” på Nyborg Bibliotek

Hvordan taler vi om tolerance, fordomme og fællesskab i en tid, hvor debatten ofte er skarp og polariseret? Det spørgsmål danner udgangspunktet for Ordets Magt – Dansk Jødisk Museums nye rejseudstilling, der 3.-15. marts kan opleves på Nyborg Bibliotek.

Af Nyborg Bibliotek

"Ordets Magt: En udstilling om tolerence og antisemitisme" står med grøn og hvid skrift på en mørk baggrund.

400 års jødisk Danmarkshistorie og sprogets magt

Ordets Magt fortæller om den jødiske minoritets historie i Danmark som en del af vores fælles fortælling. Det er danmarkshistorie, som fortæller noget grundlæggende om, hvordan et samfund håndterer forskellighed. 

Gennem centrale historiske nedslag undersøger udstillingen, hvordan jødisk liv i Danmark altid har bevæget sig i spændingsfeltet mellem accept og diskrimination, tolerance og antisemitisme.

Et litterært spor løber gennem hele udstillingen, hvor stemmer fra hvert århundrede gør historien nærværende og personlig. Det betyder noget, hvordan vi taler om hinanden, og udstillingen sætter netop fokus på ord. Ambitionen er at give publikum et mere nuanceret og oplyst ståsted i en svær nutid, hvor fordomme og had igen er stigende.

Ordets Magt er ét af de nationale initiativer, der skal bringe historien ud dér, hvor mennesker mødes i hverdagen – blandt andet på biblioteker i hele landet

Lokale skoleelever er med til at skabe udstillingen

Som optakt til åbningen inviterer museet sammen med Nyborg Bibliotek 6.c fra Vibeskolen i Ullerslev til en workshop udviklet i samarbejde med Skoletjenesten – Videncenter for ekstern læring.

I workshoppen arbejder eleverne med et læseteater, hvor de rejser tilbage i tiden og undersøger, hvordan jødisk liv udfoldede sig under forskellige historiske omstændigheder. Herefter skaber de collager ud fra historiske kilder, der bliver integreret direkte i udstillingen i Nyborg.

Gennem samskabelse, åben refleksion og de unges egne visuelle bidrag opstår en udstilling, der inviterer til lokal forankring og store samtaler.

En aktuel samtale

Emnet er komplekst, men udstillingen er skabt for at se bagom ordene i et historisk perspektiv og give et solidt og historisk informeret grundlag for at forstå og genkende antisemitisme i samtiden.

”Der er et enormt stort behov for oplysning om, hvad antisemitisme er og hvad det betyder”, siger museumsdirektør for Dansk Jødisk Museum, Janus Møller Jensen. ”Der har eksisteret et jødisk liv i Danmark i 400 år. Antisemitismen har imidlertid en mere end 1000-årig historie i landet. Vi ønsker med denne udstilling at skabe en større historisk bevidsthed om både ordets historie og betydning for jødisk liv i en dansk sammenhæng”.

Had og fordomme mod jøder, alene fordi de er jøder, kaldes antisemitisme. Det er fordomme, som gennem århundreder er blevet udtrykt i ord, billeder og handlinger. Sproget er med til at forme vores syn på andre mennesker og den verden, vi deler. Når ord og forestillinger bliver gentaget mange gange, kan de komme til at ligne sandheder.

Om udstillingen og Dansk Jødisk Museum

Udstillingen er udviklet i samarbejde med udstillingsarkitekterne Torden & Lynild og udspringer af regeringens handlingsplan mod antisemitisme, hvor Dansk Jødisk Museum arbejder med oplysning og formidling som et værn mod fordomme.

Dansk Jødisk Museum er et statsanerkendt kulturhistorisk museum, der formidler 400 års dansk jødisk historie. Museet udbreder kendskabet til dansk jødisk historie gennem udstillinger, forskning, formidling, indsamling, bevaring og registrering. Målet er blandt andet at være med til at nedbryde fordomme og forebygge antisemitisme gennem oplysning og formidling af jødisk liv i Danmark.