Et sjælespark til din ånd
I en tid med misinformation og ”ekkokamre” på sociale medier, er det vigtigt, at vi holder fast i evnen til at mødes på tværs af forskellige holdninger i fredelige samtaler og debatter. Her har litteraturen altid været en god indgang til verdener af forskellige liv og holdninger, og Bertel Haarder er nu leveringsdygtig med nye perspektiver i sin seneste bog ”Sjælespark” (2025), der både er en opsang og en brandtale for det, der binder os sammen.
Af Mathias Lyngs
Foruden mange år som folketingspolitiker, minister for forskellige ministerier og medlem af Europa-Parlamentet har Bertel Haarder som forfatter skrevet flere samfundskritiske bøger som ”Institutionernes tyranni” (1974) og ”Lille land, hvad nu?” (1994).
I ”Sjælespark” sætter han fokus på ånd og dannelse gennem ca. 50 korte tekster med egne anekdoter og erfaringer, referencer fra kunst- og kulturhistorien og citater fra andre meningsdannere. Det er en fortælling om alt det, der er fælles for os gennem livet, og for vigtigheden af fællesskaber, et tillidsfuldt samfund, fornuft, at tage ved lære af historien og kulturel dannelse. Haarder argumenterer for, at vi alle er åndelige væsner, lige meget om vi er troende eller ej, og at det er vigtigt, at vi hele tiden bliver præsenteret for nye perspektiver og bliver udfordret på vores holdninger hvad end det er gennem kunsten, fællesskaber, debat eller andre steder. I bogen kommer han vidt omkring fra censur, tabet af det åndelige, dannelse og sorg til retsorden, historiens skygger, integration, pjank, løgn og propaganda. Men han ender bogen på en mere munter note ved at slå et slag for fællessangen og humorens forløsende og befriende evner, der igen kan føre til det vigtige åndelige fællesskab, som er bogens omdrejningspunkt.
Det er tydeligt, at Haarder er en mand med meninger. Værket er fuld af passion, vrede, begejstring, frustration og viden. Det virker som kulminationen på et langt levet liv som åndeligt væsen og meningsdanner. Der bliver malet med den helt store pensel og truffet hårde konklusioner undervejs, som uden tvivl vil dele vandene hos læserne og enten provokere eller inspirere. Men det er jo lige præcis dette, der kan gøre bogen til en god samtalestarter i læsekredsen, i undervisningen, med venner og familie eller i dine egne indre refleksioner. Derfor har Nyborg Bibliotek også indkøbt den som læsekredssæt på Nyborg Bibliotek, hvis du og din læsekreds har mod på en anderledes samtale, ligesom vi sammen med Ældresagen inviterer til forfattermøde med Bertel Haarder på Bastionen mandag 2. februar kl. 19.
Så jeg opfordrer alle med interesse for samfundet og fællesskaber til at læse ”Sjælespark” og blive udfordret på tanker, følelser og holdninger.