At bryde med samfundets forventninger og finde en ny retning
Koreanske Hwang Bo-reums ”Velkommen til boghandlen i Hyunam-Dong” er en moderne fortælling om at bryde med samfundets forventninger og finde en ny retning i livet.
Af Nyborg Bibliotek
Romanen følger hovedpersonen Yeongju, en kvinde i Seoul, der tilsyneladende har et succesfuldt liv med karriere og ægteskab, men som i virkeligheden er udbrændt og følelsesmæssigt tom. Hun vælger derfor radikalt at ændre sit liv: hun forlader sit job, bliver skilt og åbner en lille boghandel i et roligt kvarter, Hyunam-dong.
I begyndelsen er overgangen svær. Yeongju kæmper med sorg, tvivl og ensomhed, og hun tilbringer lange perioder i butikken uden rigtigt at vide, hvordan hun skal drive den. Langsomt begynder hun dog at genopdage sin kærlighed til bøger og udvikler sin egen filosofi om, hvad en god boghandel er: et sted for ro, refleksion og menneskelig forbindelse.
Efterhånden bliver boghandlen et samlingspunkt for en række mennesker, der alle på hver deres måde føler sig fortabte eller utilpassede i det moderne samfund.
Gennem deres samtaler, fælles aktiviteter og stille hverdagsliv i boghandlen opstår et fællesskab, hvor de støtter hinanden i at finde mening og retning. Temaer som arbejdspres, forventninger fra samfundet, selvrealisering og mental trivsel er centrale. Romanen viser, hvordan mennesker kan hele gennem langsommelighed, relationer og ved at følge deres egne interesser frem for andres krav.
”Velkommen til boghandlen i Hyunam-Dong” udspringer af den litterære genre ”healing fiction”. Healing fiction forsøger ikke at chokere eller overraske med dramatisk action – den arbejder i stedet stille og roligt med følelser, hverdagsliv og indre forandring.
Man kan tænke på det som fortællinger, hvor det vigtigste ikke er, hvad der sker, men hvordan mennesker langsomt får det bedre. Ofte møder man karakterer, der er trætte, stressede eller har mistet retningen i livet. I stedet for store vendepunkter sker udviklingen i små øjeblikke: en samtale, en rutine, et nyt fællesskab eller et sted, hvor man føler sig tryg. Handlingen foregår tit i rolige, næsten “beskyttede” rum – som en café, en boghandel eller et lille lokalsamfund – hvor tempoet er lavt, og der er plads til refleksion.
Da jeg læste ”Velkommen til boghandlen i Hyunam-Dong”, havde jeg en følelse af, at tiden stod stille. Tempoet i fortællingen fik mig selv til at sætte farten ned og være mere til stede i læsningen. Jeg fik en varm og tryg følelse, som om jeg sad pakket ind i et stort, blødt tæppe. ”Velkommen til boghandlen i Hyunam-Dong” og andre bøger i healing ficiton-genren kan lånes på Nyborg Bibliotek.