Stærk eksistentiel roman om behovet for mening
I en tid, hvor ældre litteratur ofte får nyt liv gennem sociale medier, har ”Jeg som aldrig har kendt mænd” oplevet en bemærkelsesværdig genopblomstring. Romanen, skrevet af den belgiske forfatter Jacqueline Harpman i 1995, er i de senere år blevet populær blandt læsere verden over. Her har især dens dystopiske stemning, eksistentielle tematikker og enkle, men stærke fortællestil fanget en ny generation af læsere.
Af Marianne Wismar Mühring
Romanen fortælles i jeg-form af en navnløs ung kvinde, som fra barnsben har levet i et underjordisk bur sammen med 39 andre kvinder. De ved ikke, hvor de er, hvorfor de er fanget, eller hvem der holder dem indespærret. De bliver bevogtet af tavse mænd, der aldrig taler til dem. Livet er reduceret til rutine, frygt og venten, og deres verden består kun af buret og dets begrænsninger.
Fortælleren adskiller sig fra de andre kvinder ved, at hun er den yngste. Hun kan ikke huske et liv før buret og ved derfor intet om mænd, kærlighed, seksualitet eller det samfund, de andre kvinder svagt mindes og forsøger at forklare hende. Men deres fragmenterede erindringer mister gradvist betydning i den isolerede tilværelse.
En dag forsvinder vagterne pludselig under en alarm, og buret står åbent. For første gang får kvinderne mulighed for at flygte og bevæge sig ud i en tilsyneladende tom verden med forladte bygninger, øde byer og ingen tegn på andre mennesker. Det virker som om, civilisationen er ophørt.
Kvinderne begiver sig ud på en vandring gennem dette stille og tomme univers i håb om at finde andre overlevende eller en forklaring på, hvad der er sket. Efterhånden som tiden går, begynder gruppen at svinde ind. Undervejs forsøger de at skabe struktur og mening i deres liv ved at organisere deres hverdag, holde fast i minder og genskabe små rester af tidligere sociale normer. Men uden et samfund, uden mænd og uden mulighed for at føre livet videre gennem børn, bliver deres tilværelse gradvist mere præget af tomhed og eksistentiel usikkerhed. Og til sidst er kun fortælleren tilbage.
”Jeg som aldrig har kendt mænd” er en af de romaner, der bliver i kroppen længe efter sidste side. Den er både stille og eksplosivt urovækkende på samme tid. Med et sprog der er enkelt, men knivskarpt, skaber Harpman en dystopisk stemning, som føles ubehageligt realistisk – netop fordi bogen aldrig giver lettet svar. Som læser skal du være forberedt på, at den ryster dit verdenssyn og efterlader dig med en sitrende følelse af både håbløshed og ukuelig menneskelighed – til gengæld får du en af de helt store læseoplevelser! Bogen kan lånes på Nyborg Bibliotek.
