Litteratur Voksne

Slået hjem

Nogle gange skal livet slå os helt omkuld, før vi opdager, hvem vi egentlig er. Det er præcis den rejse, Karin Heurlin tager os med på i ”Slået hjem” — en roman, der både rammer i maven og luner i hjertet.

Af Marianne Wismar Mühring

Bibliotekar Marianne Wismar Mühring med bogen "Slået hjem"

”Slået hjem” fortæller historien om 46-årige Luna, der i mange år har levet et poleret og tilsyneladende succesfuldt liv nord for København. Da hendes mand forlader hende for en yngre kvinde, falder hendes tilværelse sammen. Datteren tager afstand og på efterskole, og Luna står tilbage uden mand, uden hjem og uden den identitet, hun har bygget op omkring status og image.

Nødtvunget flytter Luna tilbage til sin barndomsby Svendslev, en mindre, fynsk provinsby, hun helst ville have lagt bag sig for altid. For at få hverdagen til at hænge sammen, tager hun et job som journalist på den lokale avis, hvor hun skal dække små, tilsyneladende ubetydelige begivenheder.

I begyndelsen føler Luna sig malplaceret og utilpas i provinsen, men gradvist begynder hun at få øje på menneskene omkring sig. Hun opdager et fællesskab og en varme, hun havde glemt fandtes. Provinsens langsomme rytme og dens ærlige, uperfekte mennesker begynder langsomt at påvirke hende. Hun udvikler et nyt blik for, hvad nærhed, tilhørsforhold og ægthed betyder. 

Mens Luna finder sin plads i Svendslev, begynder hun samtidig at finde tilbage til sig selv. Hun lærer at slippe behovet for at fremstå perfekt og opdager, at der er styrke i sårbarheden. Langsomt genvinder hun modet, livsglæden og nysgerrigheden. Der er antydninger af ny kærlighed, men endnu vigtigere er den fornyede forståelse af, hvad et meningsfuldt liv egentlig består af. Romanen skildrer hendes proces fra krise og forladthed til vækst, forsoning og ny begyndelse.

”Slået hjem” er i sin kerne en fortælling om at miste alt det, man troede definerede én, for først da at opdage, hvem man er uden facaden. Det er en varm, humoristisk og rørende historie om at starte forfra og finde hjem — ikke nødvendigvis til et sted, men til sig selv. Med et levende og sanseligt sprog skildrer Karin Heurlin provinsen gennem skarpe iagttagelser og eftertænksomme betragtninger, og hendes lette, underfundige humor fik mig flere gange til at sidde og grine.

Og kan man lide denne roman, er der mere at glæde sig til. Tidligere på året udkom ”Bag brystlommen”, en selvstændig efterfølger til ”Slået hjem”. Det er endnu en velskrevet og humoristisk bog af Karin Heurlin — og efter min mening endda endnu bedre end den første. Bogen kan læses uafhængigt af ”Slået hjem”, men de skal, efter min mening, helst læses i rækkefølge. Begge bøger kan lånes på Nyborg Bibliotek.