Kim Blæsbjerg modtager De Gyldne Laurbær

Boghandlernes bogpris "De Gyldne Laurbær" går til Kim Blæsbjerg for romanen "De bedste familier".

De bedste familier

Romanen "De bedste familier" er syvende roman fra forfatter Kim Blæsbjergs hånd.

I "De bedste familier", dykker vi ned i den stormombruste fortælling om virksomheden Cheminova, som i 1953 flytter deres fabrik fra Sjælland til Lemvig.

Med fabrikkens komme, oplever den ellers lidt søvnige vestjyske by vækst og et løft i velfærd og levestandard - det gælder også ingeniøren Niels og hans kone Karin.

Skyggesiden, af den ellers velkomne fremdrift, er at arbejderne på fabrikken udsættes for forgiftninger og der ledes kemisk affald i havet.

Af frygt for, at fabrikken flytter og med den arbejdspladserne og det økonomiske opsving, tør ingen tale højt om de negative forandringer.

”De bedste familier” kommer tæt på danmarkshistorien i tiden efter anden verdenskrig og frem mod det moderne velfærdssamfund.

Kim Blæsbjerg er kendt for at flette personlige historier og historiske begivenheder, sammen til store sammensatte fortællinger om kærlighed, familieliv og meget andet.

Læs forfatteren med din læsekreds

På Nyborg Bibliotek har vi "De bedste familier" som læsekredssæt.

Læs mere om vores tilbud til læsekredse her!

De Gyldne Laurbær

Hvert år i begyndelsen af året uddeler Boghandlerklubben prisen "De Gyldne Laurbær" til en dansk bogudgivelse fra det netop overståede kalenderår. Vinderen afgøres ved afstemning blandt Danmarks boghandlere.

Prisen er blevet uddelt siden 1949 og er gået til forfattere som Karen Blixen, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg, Lise Nørgaard og Leonora Christina Skov.

Se alle de tidligere vindere via dette link!

Foto: Lea Meilandt
01.02.24