Vores bedste læseoplevelser 2022
Andreas:
"Meter i sekundet"
af Stine Pilgaard
Jeg fik denne bog anbefalet, selvom den ikke lige var i min normale læsegenre. Jeg er vild med de sange som dukker op undervejs og brevkasse-dialogerne.
Anya:
"Der hvor du ikke vil hen"
af Astrid Saalbach
En gribende familiehistorie fra begyndelsen af 1900-tallet. Bogen er et stykke Danmarkshistorie, men i høj grad også en kvindehistorie; kvinders vilkår og liv i denne tidsalder er mageløst godt beskrevet. Der er stor detaljegrad i fortællingen og dybe karakterskildringer, hvilket får historien til at stå levende frem for læseren. En stor fornøjelse!
Bente:
"Pigen fra Vejstruplund"
af Morten Møller
Pigen fra Vejstruplund giver et indblik i unge pigers vilkår i 1930’erne, hvis de efter datidens normer blev anbragt på opdragelsesanstalt. Den er skrevet i romanform, men også med uddrag af dokumenter fra myndighederne. Det gør det til en god læseoplevelse, når det læste er oplysende og giver stof til eftertanke.
Irene:
"Heartstopper-serien"
af Alice Oseman
Fremragende tegneserier og noveller om den store forelskelse imellem de to teenage-drenge Nick og Charlie. ” Dette er en ægte kærlighedshistorie” står der på forsiden, og ja, jeg er enig!
Johanne:
"Vand til blomster"
af Valérie Perrin
Vand til blomster er en utrolig god bog. Den er velskrevet, spændende, hjerteskærende og livsbekræftende. En smuk roman, der folder flere interessante historier ud.
Line:
"De otte årstiders folk"
af Jonna Odgaard
Serien udspiller sig i Laplands smukke natur i selskab med Nordens unikke dyreliv. Vi følger byboerne Mats og Maris personlige rejser ud i vildmarken, hvor læseren føres ind i en verden af magi og samisk kultur. En smukt skrevet serie med overraskende fakta og med en snert af romantik.
Marianne:
"Læsepadden Pede"
af Carl Quist-Møller
Jeg siger det som det er - jeg er fuldstændig vild med Pede. Illustrationerne er skønne. Detaljerne med bogtitlerne går lige i hjertet og er en lækkerbisken til de voksne læsere og så er hele bogen bare generelt lækker med de brune sider og teksturen på forside og bagside. Uden tvivl den bedste billedbog i 2022.
Mathias:
"Dansker-trilogien"
af Halfdan Pisket
En grafisk roman for voksne. Den er utroligt aktuel, vigtig, poetisk og af høj kunstnerisk kvalitet. Den beviser, at grafiske romaner kan være lige så seriøse og velskrevne som almindelige romaner. Selvom du ikke normalt er til grafiske romaner eller tegneserie, skulle du prøve at give denne en chance. Det var i hvert fald den læseoplevelse der påvirkede mig mest i 2022.
René:
"At skille sig af med en kat"
af Haruki Murakami
Bogen er en lille fin fortælling om Murakami og hans forhold til sin far. Handlingsforløbet foregår i Japan hvor Murakami er vokset op. Bogen er en lille sag på 91 sider og har mange flotte illustrationer. Med sit stille tempo og fine beskrivelser for Murakami bla fortalt om hans undersøgelser om hvad hans far egentlig lavede da han var ung.
Signe:
"Get a life"
af Vita Andersen
Vi følger Amandas barndom og voksenliv i to parallelle spor. Den er ret uhyggelig og en mosaik af fortællinger, hvor man bliver lidt i tvivl om, hvad der er minder og fakta, og hvad der er opfundet i hovedet på hovedpersonen.
Torben:
"Sigurd fortæller om Fyn"
af Sigurd Barrett
Sigurd Barrett har spurgt børn rundt om på Fyn, hvad der er særligt ved deres by og område. Det er blevet til en aktivitetsbog med viden, fakta og plads til fantasi og oplevelse for børn og familier. Bogen har både vid, bid og humor og dækker aldersgrupper bredt.